lørdag den 30. juni 2012

Nyt liv i stuen #2: Sofapuder

I mit lille make-over-af-stuen-projekt kan jeg nu sætte flueben ud for punktet sofapuder. Et par puder er blevet helt udskiftet og resten har bare fået nyt betræk. Jeg har selv syet alle betrækkene og stofferne er fra enten Stof og Stil eller Stof2000.



Alt i alt synes jeg det har givet et godt pift i stuen og ikke mindst et godt skridt væk fra, hvad vi havde før, som jeg var blevet så træt af at se på.


Den grønne pude med de små hvide stjerner ved jeg ikke om jeg synes passer så godt ind i samlingen. Måske skal jeg bare vende mig til den eller måske syer jeg snart noget nyt betræk? For nu får den i hvert fald lov at blive.

torsdag den 28. juni 2012

Aarhus t/r

I dag var så dagen, hvor jeg fik set lidt til Aarhus på en dejlig solskinsdag og i skønt selskab. Det er kun 3. gang nogensinde, at jeg besøger byen, så der er en lille smule "udland"- og feriestemning over sådan et besøg - også selvom det bare var for en halv dag.


Vi nåede både Aros-regnbuen, lidt shopping og café-hygge inden vil skulle med færgen hjem til "Djævleøen" igen. Meget tilfredsstillende dag på alle punkter.

Virkelig fin oplevelseskunst, den regnbue. Helt sikkert et besøg værd, hvis man lige er på de kanter.

PS: Men er der nogle Aarhusianere eller andre bykendere, der kan fortælle mig, hvad det var for en sær lugt, der lå over det meste af byen i dag? Lugtede lidt som en blanding af noget medicinalt, øllebrød og kyllingehenkog. Måske var vi bare uheldige eller er der en særlig signatur-lugt i Aarhus? Ligesom, der lugter af roe-henkog fra sukkerfabrikken hele efteråret i Nykøbing F., hvor jeg kommer fra.

onsdag den 27. juni 2012

En onsdag aften



Jeg pusler lidt med en barselsgave til en lille pige, vi går og venter på melder sin ankomst en af de nærmeste dage. Men ikke så længe endnu, for i morgen skal jeg vildt tidligt op og på halv-spontan en-dags-tøsetur til Aarhus. En by jeg kun har besøgt 2 gange før og kun ganske kort. Så det skal blive hyggeligt, at få set lidt mere til Danmarks 2. største by. Det manglede da bare. Men jeg skal tidligt op, så må nok også se at komme tidligt i seng.

søndag den 24. juni 2012

Fra buks til bloomers


Det er ved at være lidt tid siden jeg syede disse fløjls-flæsebukser til Eva og de er efterhånden blevet for korte  og elastikken for stram om benene. Men de passer stadig fint i livet. Så i dag tog jeg saksen og klippede det nederste stykke af, lagde dem op og vupti - nye shorts til Eva.



Med en lille strømpebuks inden under og så er hun ellers klar til årets sommervejr.

Årets bedste loppemarked!

Det var intet mindre årets bedste loppemarked, der blev afholdt bag Frederiksberg Rådhus - i hvert fald, hvis man var forbi vores bod. Vi havde fyldt den med de lækreste varer og de lækreste kræmmer-tøser og i kombination med en masse solskin gav det et rigtig godt salg. Faktisk så godt, at jeg nærmest gjorde rent bord, så de af jer der har spurgt til, om jeg sælger resterne på min blog, må jeg desværre skuffe i denne omgang. Jeg har et par enkelte bolde tilbage som jeg måske ligger til salg her på bloggen ellers er lagret blevet tømt. Hvilket er rigtig dejligt.


Vi havde det så hyggeligt, så vi kommer helt sikkert igen til næste år. Til den tid har man jo nok også fået skrabet lidt sammen igen til at sælge ud af.

fredag den 22. juni 2012

Kom til loppemarked i morgen!

Har lige proppet vores lille bil med loppe-sager og gør nu de sidste ting klar til store-loppemarkeds-dag i morgen. Uh, hvor jeg glæder mig. Det er:

Lørdag d. 23. juni 2012 kl. 9-15 bag Frederiksberg Rådhus.



Jeg har en bod sammen med nogle af mine veninder og jeg tør godt love, at du virkelig kan komme til at gøre dig et godt køb, hvis du kommer forbi vores bod i morgen. Jeg har bl.a. syet patchworkbolde og nøglesnore, hæklet aber og sorteret børnetøj og sælger det jeg på nuværende tidspunkt kan nænne at skille mig af med, men det betyder ikke, at der ikke er guldstykker i blandt. Derudover har jeg en hulens masse legetøj med, kogebøger og lidt andre sager vi ikke længere bruger herhjemme.

Mine veninder bidrager med alt fra børnetøj, antikt fuglebur, madam blå-sager, lækkert tøj, tasker og en enkelt vintage mannequin-dukke. Og så er vi simpelthen så søde og sjove og har med garanti markedets hyggeligste bod, så kom endelig forbi og hils på.

Vi har stadeplads nr. 11, der er den første bod fra Rådhuset langs med Smallegade.



Jeg håber vejret er med os og der kommer rigtig mange forbi, og skulle der være nogle af jer bloglæsere i blandt, håber jeg I kommer hen og siger hej.

Og fik jeg nævnt at jeg i dagens anledning sælger mine hæklede aber til den helt særlige markedspris på 100 kr. pr. stk.?

torsdag den 21. juni 2012

Nyt liv i stuen #1: Stueplanter



Der har i noget tid været noget, der ikke rigtig spillede for mig i vores stue, uden jeg helt har kunne sætte fingeren på, hvad det var. Jeg tænkte lidt mere over det, da jeg skrev dette indlæg. Og måske fordi vi har fået pudset vinduer siden, kan jeg nu se, hvad jeg gerne vil lave om på og i hvilken retning jeg vil. Det er ikke fordi jeg synes vi mangler en stilmæssig rød tråd i vores stue, jeg er bare blevet træt af at se på den tråd vi har. Det er hvid, grå og naturfarver og så lidt lilla. Der skal lidt mere varme ind og så skal farveskalaen spænde lidt bredere, men dog inden for en grænse, der ikke får manden til at se sort...


Jeg er startet i vindueskarmene og vores stueplanter. For at være helt ærlig, så er jeg nemlig p**** træt af orkideer! Vi har dem alle vegne. Orkideer i ler- og keramikpotter, med og uden blomster og med deres halvvisne rødder stikkende ud alle steder... I går fik jeg nok. Fjernede dem alle, købte nye planter og lidt nye potter og fik omplantet og omrokeret og bliver nu helt glad vær gang jeg kigger mig omkring i stuen.



Næste skridt i stueprojektet er at få syet nyt betræk til vores sofapuder og fundet noget kunst af en art til vores bare plet på væggen. Hvilket virkelig er noget af en udfordring. Hvis du ligger inde med et godt link til plakatkunst el. modtages det meget gerne.

PS: Da jeg fik samlet og talt alle orkideerne viste det sig, at vi har intet mindre end 11 i alt, så der er måske ikke så meget at sige til, at jeg trængte til noget variation. Jeg regner med at beholde en enkelt eller 2 og tager så resten med på loppemarked på lørdag (d. 23. juni 2012 kl. 9-15 bag Frederiksberg Rådhus, stand nr. 11). Måske der komme nogle forbi, der ikke er blevet helt lige så træt af dem som jeg er og som gerne vil købe et par stykker for meget billige penge?

onsdag den 20. juni 2012

Hello...



Jeg har meget længe syntes, at H&M's langvarige overeksponering af den stakkels lille japanske Kitty er milevidt fra min børnetøjsstil. Det har ærlig talt hængt mig ud af halsen, at de har klistret det kattehoved på stort set alt basistøj til små piger. Nu virker det dog endelig som om den trend er en smule på retur. Man kan dog stadig finde Kitty på meget af tøjet, men i den udgave som jeg fandt på en t-shirt i H&M i dag, vil jeg næsten påstå, at jeg selv ville gå med den, hvis den fandtes i voksenstørrelse.


mandag den 18. juni 2012

Tanker om sommergarderoben

Hvis jeg nu tager lidt solskinslir på armene, mon så ikke det kan tvinge lidt mere sommer frem?
Jeg kigger på og tænker en del over kommende sommer-otufits, for ja, her om lidt og højest om et par uger bliver det altså varmt og og så er det med at være klar med de luftige gevandter. Jeg har både tanker om ting, der skal købes og tøj jeg vil forsøge at sy til mig selv. Det med at sy tøj til mig selv, er ikke noget jeg har gjort det så meget i, men mine chinos havde jeg meget godt held med sidste år, så dem skal jeg have mig et par eller 2 mere af i år.


Det ene par skal helt sikkert være i det her Ellie Ruth Libertyprint:

Billedet er lånt fra Malika & Rosa.
Derudover får jeg jo en overlocker inden for dørene her en af de nærmeste dage og jeg påtænker, at et af mine første projekter skal være en jersey maxi nederdel i stil med denne herunder. Umiddelbart, synes jeg den ser simpel nok ud at lave, men der skal nok være noget tricky ved det - specielt det med at få parret striberne så pænt som de er på modellen her.

Billede er lånt her fra.



Mens vi venter på både det varme sommervejr og den kommende badeferie, kan man jo passende lave aftensmad med badevinger på. Vi glæder os nemlig pænt meget til at komme på sommerferie.

lørdag den 16. juni 2012

Putteri - en update

Lækkert syn af skønne og trygt sovende yndlingsbørn.

Status på putning og sovevaner kan lige nu betegnes som 'rigtig god'. Derfor gider jeg også godt komme med en opfølgning på vores putte-projekt. Med min erfaring med børn ved jeg nemlig, at alt kommer og går i perioder af både gode og dårlige. Så det er med at nyde det nu, hvor det går rigtig godt.

Eva bliver for tiden lagt i seng mellem 19-19.30, får et par sange og en bamse og så godnat. Den anden aften vinkede hun sågar farvel til mig inden jeg var færdig med den første sang. Først prøvede jeg at synge videre, men hun blev ved at vinke så insisterende, at jeg prøvede at følge op på hendes eget initiativ og sige godnat og gå. Og det gik, hun lagde sig til at sove med det samme efter. Det er ikke altid det går helt så nemt, men det er nemt nok. Hun sover stadig til ca. kl. 6 og er måske vågen 1-2 gange i løbet af natten, hvor hun skal have sin sut eller en tår vand.

Ida sover stadig middagslur i børnehaven, da vi i samråd med pædagogen derovre, blev enige om, at hun stadig havde et stort sovebehov midt på dagen og hun sover da også rask væk 2-2,5 time. Så må vi se, om behovet er blevet mindre på den anden side af sommerferien.

Ida bliver derfor puttet omkring en halv til en hel time efter Eva. Hun får en historie og/eller et par sange. Herefter er det godnat og fordi vi (eller i virkeligheden er det nok mest jeg), er blevet bedre til at stå fast på ikke at blive "hængende" ved hendes seng, er hun også så småt ved at blive bedre til at acceptere, at servicen slutter ved "godnat". Bliver hun ikke forstyrret for meget om morgenen er hun begyndt nogle gange at kunne sove helt til ved 8-tiden. En rigtig lille 3-års teenager.

Hurra for gode sovevaner - gid de må vare ved!

onsdag den 13. juni 2012

Ohøøøj - ferie i sigte

Så er der lavet planer og booket ferier for sommer og sensommer og det føles så skønt, at jeg næsten vil påstå det er den halve fornøjelse bare at få dette på plads. Sidste år prøvede vi at holde såkaldt 'staycation' og det var der ærlig talt ikke meget ved. Bevares, vi fik lavet en masse hyggelige ting sammen herhjemme og med vores generelle situation sidste år og  med en lille baby og en på 2 var det også begrænset, hvad vi kunne overskue at planlægge. Men jeg kan ikke rigtig huske, hvad der var 'ferien' og hvad der bare var de andre sommerdage. Desuden kan jeg godt blive lidt småstresset og -frustreret af ikke rigtig at have nogle planer eller rammer for min tid. Det gider jeg ikke igen. Til gengæld gider jeg godt at skulle ud at opleve en bid af verden, der ikke er vores egen lille andedam, med min familie. Med planer for noget af tiden, kan jeg også bedre overskue dagene uden planer og nyde tiden, hvor vi bare skal dase herhjemme. Det gælder om at have noget at se frem til.

Så nu satser vi på, at den dejlige varme danske sommer er lige på trapperne og klar til at vi kommer en uge i sommerhus på Marielyst i næste måned. Det er på min hjemstavns ø Falster og giver os mulighed for både at slappe af sammen hjemmefra, lave ting med bedsteforældre, være en masse på stranden, spise is på torvet og få vist mine børn, hvor jeg har tilbragt samtlige af mine somre som barn, teenager og ung og hvor det er Damark er dejligst, når solen skinner og det er sommerferie.


Dernæst står den på familieferie til Charter-land i sensommeren, hvor der gerne skulle se nogenlunde ud som på billederne herover, når vi ankommer. Ahh, det skal blive godt. Derudover har vi en kærestetur til Sverige liggende i skuffen, som dog først skal planlægges og bookes og koordineres med børnepasning.

Misundelig? Det ville jeg være, hvis ikke det var mig. Men nu kan jeg i hvert fald høre om alle andres ferieplaner og oplevelser uden at få lidt ondt i maven. Nu har vi nemlig også planer for vores ferie og det slår ærlig talt en 'staycation' til hver en tid - i hvert fald i min optik.

tirsdag den 12. juni 2012

Fristelser inden for rækkevidde


En af os ser fodbold og den anden flipper magasiner og drømmer om alt det lækre Benefit make up, jeg nu kan komme til at købe lige inde i min egen Illum, hvor Sephora har slået dørene op. Farligt, fristende at have inden for cykelafstand.

Er dog lidt i tvivl om de har fået Benefit i DK-butikken endnu? Det ser ikke umiddelbart sådan ud på deres hjemmeside. Måske man alligevel snart skulle slå et smut ind forbi? Om ikke andet så bare for at høre, om der er nogle kendte planer for, hvornår det bliver introduceret i DK...

Eller ved du måske noget?

Jeg har før skrevet om min forkærlighed for Benefit lige her.

søndag den 10. juni 2012

Bits & Pieces uge 23

#Eva fik til sin store fornøjelse en gyngetur af Ida #Jeg fik afprøvet, om jeg synes jeg kan gå med blå neglelak - det synes jeg godt jeg kan #Ida fik en hvid iPad for sine fødselsdagspenge (ja, hvem der bare blev 3) #I ren misundelse fik jeg en ny iPhone #Mødte et spejl på min løbetur
#Tilbragte Grundlovs(fri)dagen med mine veninder og deres børn, der også transporteres rundt på Bugaboos - vi blev enige om, at vi burde være sponsoreret #Jeg har syet en ny keyhanger til mig selv i ugleprintet Liberty og neonbånd #Ida og Eva kan nu bytte rundt, så Ida er i klapvognen og Eva står på søskendebrættet (dog kun på korte strækninger)


#På vej hjem fra dejlig sommerfest i børnehaven #Bedsteveninden, der er flyttet til Jylland kom på besøg til sommerfesten - det var sand gensynsglæde #Sommerhattene blev fundet frem igen og luftet i Frederiksberg Have

#Tidsoptimering: spiser is og forbrænder den samtidigt (sådan næsten da og med lidt god vilje) ved at skubbe vogn + oppakning + 2 børn opad bakken i Frederiksberg Have #Putte-Eva #Jeg er inde i en hækle-periode og laver lige nu aber til salg

lørdag den 9. juni 2012

Op i gear!

Oven på alt det lagkage er det vist godt at få rørt sig lidt. Jeg er begyndt at løbe igen for et par måneder siden, sådan fast og med fremgang. Det føles virkelig godt. Ikke kun fordi jeg gerne vil tabe mig, men jeg kan faktisk mærke min krop får det godt af det. Den er så småt ved at komme op i gear igen, efter en del års forsømmelse. Og jeg er nu nået til et punkt, hvor jeg nyder mine løbeture så meget, at jeg savner det, hvis der går for lang tid mellem mine ture. Noget jeg ellers tidligere ikke havde troet skulle overgå mig. Nu er jeg så endelig også begyndt at kunne se det på både vægten og tøjet og det er virkelig en ekstra stor motivationsfaktor.


Jeg er dog ikke (og bliver det nok heller aldrig) den hurtigste løber på stierne og jeg synes stadig, at 5 km er en rigeligt lang tur! Så er spændt på mig selv og mine bens kunnen på mandag, hvor jeg skal løbe Amager Strandpark rundt til Alt for Damernes kvindeløb. Jeg skal løbe med noget af min familie og heldigvis har vi alle mere fokus på hyggen end på resultaterne.


Noget andet der er kommet godt op i gear er min iPhone. Jeg er netop blevet lykkeligt opgraderet fra en 3'er til en 4'er. Oh la, hvor er det bare lækkert! Nu kan jeg fx tage billeder på min løbetur uden at skulle lukke min Endomondo app ned først. En funktion der blev flittigt afprøvet på min sidste tur.

Hvad mon voksne mennesker brugte al deres (fri?)tid (og penge) på før der fandtes gadgets?

torsdag den 7. juni 2012

Mmmmh, lagkager

Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er den store kunstner i et køkken og madlavning er generelt bare ikke noget, der har min interesse. Desværre. Jeg gad virkelig godt, at jeg gad bruge mere tid på det mad vi får til hver dag. Men 1 ting er jeg vild med på alle punkter - nemlig lagkage! Jeg elsker at lave lagkager og i særdeleshed at spise dem. Uhmm.

Siden jeg så den flotte kage Ulla havde lavet til sin yngstemands 1 års fødselsdag tilbage i september, har jeg glædet mig til at skulle lave lignende pynt på en lagkage til Idas fødselsdag. Så efter en del chokoladeknap-research og skitsetegninger, fandt vi frem til det rette materiale og farvekombinationer. Og så var det ellers bare at finde selvkontrollen frem og fløjte derud af, mens jeg sorterede alle knapperne.



Men én ting er det ydre, noget andet er det indre og her er der jo mange, mange muligheder. Jeg er dog en lille smule konservativ på det punkt, da jeg synes min opskrift er tæt på perfektion (ja faktisk er det min opfattelse, at folk der kun plejer at tage et "høfligheds"-stykke, synes det smager så godt, at de gerne tager et stykke mere) og jeg vil gerne dele min fremgangsmåde med jer.


Til 1 lagkage bruger jeg 1 pose frostbær (her jordbær, men plejer faktisk oftest at bruge en pose blandede bær som "Bærsymfoni", men en smule fornyelse havde jeg lyst til denne gang) og ca. en halv pose knuste makroner, der moses sammen med bærerne. Er lagkagen kun til voksne kan man med fordel blande en sjat af en eller anden form for passende brun likør/spiritus i denne masse.

Bær-massen lægges som det nederste lag på bundenes (og jeg bruger bare købe-bunde) "ru" side, så de rigtig kan suge saften og give kagen den helt rigtige svampede konsistens. Oven på bærerne kommer jeg et lag creme lavet af almindelig lagkagecreme rørt op med flødeskum. Til 1 pose creme bruger jeg en kvart piskefløde og det giver nok til 2 lagkager. Og så er det bare at pare lagene.

Jeg lavede 2 lagkager i år. Den ene med jordbær/makron og creme og den anden med blåbær/makron, banan og creme - begge meget velsmagende.


Herefter gjaldt det blot den famøse chokoladeknap-pyntning. Jeg havde egentlig en stringent plan for begge kager, men den blev hurtigt spoleret af 2 ivrige kagepynts-hjælpere, der havde en anden holdning. Det var også okay - og ikke mindst hyggeligt, og jeg fik stadig lavet den kagepynt jeg har gået og tænkt så længe på.



mandag den 4. juni 2012

Overlocker


Jeg har fået en overlocker i gave af min mor - eller i hvert fald udsigt til en, og jeg glæder mig helt vildt til at se, hvad man kan udrette med sådan et stykke maskineri. Nu er jeg ved at finde ud af, hvad det skal være for en model. Men da jeg absolut intet ved om overlockere, ved jeg slet ikke, hvad jeg skal kigge efter. Som udgangspunkt havde vi tænkt det skulle være den der sælges i Stof & Stil, da den skulle være udemærket.

Men før der bliver investeret i noget, vil gerne høre nogle af jer mere erfarne overlock's brugere om der er en bestemt model i kan anbefale? Gerne en der ikke er alt for indviklet og med alt for mange avancerede indstillinger.


søndag den 3. juni 2012

Lak på hjernen






Jeg er blevet en lille smule mere afhængig af neglelak for tiden end jeg plejer at være og har efter et godt tip fra Shina fået fyldt mit lager godt og grundigt op (har lidt svært ved at styre min samler-mani). Tror det er noget med det store farverige udvalg og at det er en mode-accessorie, der ikke er afhængigt af, hvor meget (ekstra) man har på sidebenene. Så ligesom sko og tasker, kan man altid passe sin neglelak. Desuden er jeg blevet bedre til at lægge lakken på mig selv (det kommer ligesom med øvelsen) og så har jeg fundet et mærke som jeg synes har nogle fantastiske farver, er nem at lægge på og som holder lidt længere end fx de Chanel-lakker jeg ellers plejer at bruge. Du kan nok ud fra billederne gætte, hvad der er mit nye yndlingsmærke inden for neglelak.


Ida er også glad for at få farve på neglene, men hun kommer meget let til at spise det på pege- og langefinger, så vi holder det primær til hendes tæer. Her i anledningen af hendes fødselsdag fik hun dog lov at få på fingrene og se bare, hvor fint hun sidder og passer på ikke at røre ved noget med neglene ind til lakken er tør, men stadig synes hun skal sidde og holde den blomst hun havde plukket på vej hjem. Man har vel sans for detaljerne?


PS: Det er lige her, at du kan få Essie til 48 kr. frem til d. 6. juni 2012.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...