søndag den 29. januar 2012

Vinge eksperiment

Man skal smede mens jernet er varmt - og mit er åbenbart rimelig lunt for tiden. I hvert fald har jeg kastet mig over endnu en ny udfordring for mig og min symaskine. Min inspiration er de mange fine kreationer med vinger, som løbende kommer fra Marapytta-Lines hånd (og alle hendes heldige syelever). Da jeg ikke er så heldig at gå på et syhold hos Line, eksperimenterer jeg mig frem på egen hånd.




Mit første forsøg med vinger (ej okay, mit rigtigt første forsøg er ikke blevet helt så heldigt og ligger som et halvfærdigt projekt på mit arbejdsbord og venter på jeg (måske en dag) får lavet det færdigt) er denne blomster kjole i str. 92. Jeg har kombineret et tunika mønster fra Stof 2000 med en vingedetalje fra et gammelt mønsterark jeg har fået fra min svigermor. Første vinge er vellykket monteret (trods bittesmå skønhedsfejl) i den ene side så med lidt held har Ida en fin ny kjole at tage på til Evas 1 års fødselsdag i næste weekend.

fredag den 27. januar 2012

En lille frø i mosen sad...

...kvark,kvark,kvark...

Denne sang har kørt på repeat i hovedet på mig i dag, da jeg har brugt det meste af dagen på at sy på Evas frøkostume. Jeg har dårligt holdt spisepause, men har bare tænkt, klippet, syet, tænkt lidt mere, syet, målt og limet. Hårdt arbejde betaler sig, for jeg kan nu stolt præsentere mit første helt hjemmegjorte frøkostume i eget design.



Det er en heldragt syet i grøn jersey med hætte på. Jeg har kombineret mønstret fra Elsebeth Gynthers køredragt og buksedragt str. 1 år.


Hætten er kantet med lysegrøn velour som frøens store åbne mund. Oven på hætten har jeg syet 2 runde grønne "puder" fast i halvdelen af cirklen og så har jeg syet øjne i filt på, halvt på "puderne" og halvt på hætten så de vipper lidt op ad.



Lukningen foran fik jeg ideen til ved at lure lidt på et abekostume i Fætter BR. Jeg har lavet en åbning med velcro foran, der er skjult af velourstykket på maven. Velourstykket er syet på forstykket i den nederste halvdel og øverste halvdel sættes fast med velcro.



Her til aften fik jeg prøvet kostumet på Eva og det ikke bare passer hende, men hun ser også mega kær ud i det. Og så skete miraklet, at da Ida så Eva være klædt ud, så ville hun også have sit Pippikostume på. Jeg kunne ikke være en mere tilfreds mor/kostume-syerske.



Jeg ved jeg er ude i virkelig, virkelig god tid med fastelavnskostumerne, men jeg har også virkelig god tid og meget overskud lige for tiden, hvor jeg afleverer begge piger i vuggestuen og endnu ikke skal af sted på et arbejde. Desuden har jeg det tit sådan, at når jeg først har fået en idé, så vil jeg gerne have den ført ud i livet hurtigst muligt. 

Nu kan fastelavn bare komme an, vi er klar.

Lille flæse leo




Jeg har længe gerne ville sy en flæsenederdel til Ida, men har ikke lige haft et mønster til sådan en. Det fik jeg så anskaffet mig i går sammen med noget leopardprintet babyfløjl. Det blev til den fine leo-nederdel godt med strut i. Ida havde den på lidt i går aftes, men tog den af lige så hurtigt som hun havde fået den på her til morgen... Selvstændighedsfase, trodsalder, temperament, tigerspring, kald det hvad du vil, det giver mig grå hår, tics og rander under øjnene med den styrke som det har taget til med de sidste par uger. Jeg håber snart det stilner lidt af og hun igen kan finde lidt mere ro inden i sig selv. I går sad jeg med Ida på skødet og trøstede hende lidt efter endnu et sammenbrud over flyverdragten og sagde, sådan mest til mig selv "åhh, hvorfor bliver du så sur hele tiden Ida - sker der bare så meget inde i dit hoved?", hvortil Ida snøftende svarede "ja, og i min numse". Og det er vel egentlig rigtig nok, for det har først for alvor taget til her efter hun har smidt bleen og så sker der jo meget i både hoved og numse. Synes virkelig det var sødt sagt.

Men tilbage til nederdelen... Jeg håber jeg snart kan få den på hende længe nok til at få taget et billede for den er virkelig kær, når den er på med alt det strut den har. Og nu ved jeg også, hvad jeg skal sy af noget af mit nye stof. I øvrigt tak for de forskellige forslag, de er under overvejelse til næste gang jeg vil kaste mig over nye mønstre.

torsdag den 26. januar 2012

Nyt stof - nye udfordringer?



Da jeg var i Stof 2000 forleden og købe ind til fastelavnskostumerne faldt jeg også over dette vildt fine stof. Jeg har lige nu lyst til at sy alting i dette print og går og pusler med, hvad jeg skal lave af det. Eva skal helt sikkert have et par tullebukser af det. Men jeg kan ikke helt beslutte mig for, hvad jeg skal lave til Ida af det. Vil på en måde gerne prøve noget nyt, men er (som altid) også lidt forfalden til "bare" at sy noget i et af de mønstre jeg kender godt. Nu må vi se, måske køber jeg noget mere og syr både et par tullebukser til Ida også og noget i et nyt mønster.

onsdag den 25. januar 2012

Pippi down - frø to go

Jeg fik syet ret meget på Pippi-kostumet i går i ren iver efter at se det færdigt. Det er det så allerede blevet i dag, hvor jeg lige manglede det sidste kantebånd og 3 knapper. I sin helhed ser det nu således ud.



Den stribede bluse og glimmer benvarmerne har jeg købt i H&M. Jeg regner med at købe et par benvarmere mere i en anden farve, så hun som en rigtig Pippi kan få 2 forskellige strømper på. Ida var også ret begejstret for benvarmerne og havde dem på det meste af aftenen. Det samme kan desværre ikke siges om resten af kostumet og det første hun sagde var, at det altså var et jordbær hun havde snakket om (ja, blandt utrolig meget andet!). Jeg fik hende dog til lige hurtigt at prøve kjolen sidst på aftenen for at se om den passede, så med næsten en måned til fastelavn, håber jeg at kunne nå at varme hende godt op til at ville trække i Pippi'en når vi når der til. Charmekampagnen er i hvert fald skudt i gang fra min side og jeg har hængt det færdige sæt op på en bøjle inde på hendes værelse, så hun kan gå og se det lidt an.

Nu gælder det så bare lillesøsters frø-kostume som jeg danser lidt omkring. Godt jeg er i gang i god tid.


tirsdag den 24. januar 2012

Tidlige fastelavnsforberedelser

Da jeg første gang spurgte Ida, hvad hun kunne tænke sig at være klædt ud som til fastelavn, troede jeg faktisk ikke hun helt ville forstå, hvad jeg spurgte om, hvorefter jeg så ville forklare, hvad det betød og komme med et udklædningsforslag i den overkommelige ende. Men svaret kom prompte; en hest og Eva skulle være en frø. Hmm, okay vi må se, hvad vi kan finde ud af. Siden har hun skiftet mening hver eneste gang snakken er faldet på udklædning; en hest, Askepot, Pippi, et jordbær, den fjollede mand fra Pippi, en hest igen og så måske en frø ligesom Eva. Jeg tænker, at hun måske alligevel ikke helt forstår, hvad det er det går ud på. Jeg har derfor grebet fat i den af hendes ideer som jeg lige præcis ved, hvordan jeg skal gå til, nemlig Pippi.


Jeg har været ude og købe ind til udklædningen i dag og det bliver en forårsfarvet og lidt glittet Pippi, (for det tror jeg kun vil gøre kostumet nemmere at sælge til den lille bestemte dame) og så skal det syes med kraftig inspiration fra dette skønne Pippi-kostume som jeg har set for lang tid siden på I heart retros blog.

Billedet er lånt herfra.
Eva skal som udgangspunkt stadig være en frø, omend jeg må indrømme, at jeg ikke helt går til den opgave med samme selvtillid som Pippi-kostumet. Jeg har flere gange følt mig fristet til bare at købe det nuttede jordbær-kostume de har nede i Fætter BR. Men når nu jeg alligevel går hjemme og meget overskudsagtigt er kommet i gang med fastelavnsudstyret i så god tid, så synes jeg ligesom, at jeg først bliver nødt til at give det hjemmelavede kostume et skud. Nu er der i hvert fald købt grønt stof og så må vi se om det ender med at blive til en hjemmelavet frø eller et indkøbt jordbær.

lørdag den 21. januar 2012

Strike a pose

Jeg har syet endnu et par nye bukser til Ida i resterne fra mine egne chinos. Hun ville selvfølgelig ikke have dem på, da jeg præsenterede hende for dem. Men da jeg så sagde, at det var sådan nogle Prinsesse Jasmin-bukser fra Aladdin ændrede hun fuldstændig holdning og gled lige i dem - og er meget glad for dem. Hun stillede endda villigt op til fotoshoot af hende med bukserne på.


De er i det "sædvanlige" tullebuksemønster og i mit forrige indlæg med bukser til pigerne var der et par stykker der spurgte efter mønstret og som jeg vist aldrig har fået svaret på. Det buksemønster jeg bruger er fra denne sybog, men jeg tror, at der findes et standard buksemønster i stort set alle børnetøjs sybøger som man kan få fingrene i.

Det blev en Vicky


Vores Build a' Bear tur i går gik rigtig godt og Ida tog oplevelsen positivt til sig. Med hjem fra turen kom denne abe, der fik navnet Victoria (efter den store kusine, der var med inde og lave den). Men da der er 2xkusiner med samme navn + en i vuggestuen har vi valgt at forkorte det til Vicky. Vicky kan heldigvis godt passe de strikveste jeg har fået vasket små og vil også gerne gå med dem. Så er de i hvert fald ikke gået helt tabt i maskinvasken.

fredag den 20. januar 2012

Børnekunst...

Dette kunne meget vel være fremvisningen af en ny fin tegning Ida havde lavet til sine forældre. Det er det på sin vis også - den er bare ikke tegnet på papir.


Den er til gengæld blevet kreeret på vores puslekommode, hynde og vandfad. Og det bedste af det hele er at det er tegnet med en textil-fast tusch, så det er slet ikke til at få vasket af. Så det er en mere eller mindre permanent kunstinstallation Ida her har fået lavet.

Den lille kunstner og jeg holder fridag i dag mens Eva prøver at være alene i vuggestue uden storesøster. Det er en stor luksus for os begge 2 nu hvor Eva er ved at være kørt godt ind i vuggestuen, at kunne holde sådan en dag uden altid at skulle have en tids- og opmærksomhedskrævende lillesøster med. Da vi gik hjem efter at have afleveret Eva i morges, sagde Ida: jeg er så glad for min mor. Åh, så ved man bare det er det helt rigtige med sådan en kvalitetstids-dag og man glemmer (næsten) helt alle de forudgåede konflikter og hysteriske anfald.

Lige nu sidder hun og slapper af til Aladdin, som er den nyeste Disney-prinsesse-film hun har kastet sin kærlighed på. Lidt senere får vi besøg af Idas store kusine på 11, der skal med ind og hjælpe os med at lave Idas allerførste Build a' bear inde ved Tivoli som Ida har fået penge til i julegave. Jeg tror næsten jeg glæder mig mere end Ida (hun ved jo dårligt, hvad det er for noget vi skal), for jeg synes virkelig Build a' bear er et hyggeligt, omend meget kommercielt, koncept og jeg har set frem til at kunne tage en og lave en med mit eget barn meget længe. Jeg glæder mig til at se hvad Ida siger til det og hvad hun vælger. Heldigvis er kusinen ekspert i Build a' bears og jeg tror ikke vi kunne ønske os en bedre person til at introducere Ida og jeg til denne bløde bamse-verden.

torsdag den 19. januar 2012

Drenge-ting

Med 2 små tøser i huset kommer man let til altid at tænke i pige baner, når det gælder tøj, legetøj, pynt osv. Og det bliver heller ikke bedre af, at både familie og omgangskreds også gør det mest i piger. Inklusiv Ida og Eva er der i familien 7 kusiner og kun 1 fætter. Til gengæld har jeg en veninde, der prøver at veje lidt op på statistikken og har lige fået sig en dreng nummer 2. Ham skulle vi se for første gang den anden dag og det er altså en befriende dejlig udfordring at skulle prøve at være lidt kreativ på en mere drenget måde.



Udover musedrengen fik han i barselsgave denne putteklud med lidt forskelligt til at stimulere de små babysanser. Nulrestropper i forskelligt materiale og på forsiden en applikeret elefant i bredriflet fløjl og retrostof. Der er et enkelt stykke tynd pladevat i, der er quiltet fast med stjerner på bagsiden, der er i babyvenlige sorte og hvide tern.

onsdag den 18. januar 2012

Garn og Liberty

Fra tid til anden kaster jeg mig over noget strikkeri selvom det langt fra er min primære håndarbejdssyslen. Men en gang imellem får jeg strikkelyst og så er det jo bare med at fatte pindene. Denne gang er det små veste i blød, blød alpaca til Eva jeg har gang i. Hun kravler stadig mest kun på maven og ikke på alle 4, til gengæld er hun ved at være ret ferm til at rejse sig op ad alt og alle, så jeg begynder at have mine tvivl om hun overhovedet lærer at kravle rigtigt før hun begynder at gå. Og når man nu er sådan en mave-møffer, så bliver det jo en smule koldt på maven sådan at være så meget i kontakt med gulvet.




Derfor er jeg i gang med en mindre produktion af veste, så hun kan holde maveskindet lunt. Selvom det er praktisk, må det gerne være kønt, så jeg har været ude og investere i små fine Liberty-knapper til de 3 veste jeg har garn til. Mmhh, baby-blød alpaca og fin Liberty.

N.Y. bog


Fødderne oppe, latte i koppen og en spritny bog i skødet. Så vil jeg lige lade rod, vasketøj og nullermænd være i fred noget tid og tillade mig at komme godt i gang med min nye bog. Det er en bog jeg har glædet mig til at læse nærmest før jeg vidste den skulle komme. Det er meget lang tid siden jeg har prioriteret tid til bare at sidde og læse en bog. Men denne bog er af en af mine yndlingsforfattere, Edward Rutherfurd, og handler om en af mine yndlingsbyers historie. Jeg har tidligere skrevet om en af hans andre romaner som jeg holder meget af her. Jeg har altid været vild med by-historie eller måske nærmere oprindelses-historie, at høre om hvordan noget er opstået, blevet til og hvordan det trækker spor til det vi kender i dag. Det er også en af grundene til, at jeg har en BA i Historie fra Københavns Universitet selvom jeg senere har valgt at færdiguddanne mig og bruge mit professionelle liv inden for kommunikation. Men det er en helt anden historie.

tirsdag den 17. januar 2012

Det lugter lidt af l**t

Men hvad skal man kalde det?

Advarsel: anstødelige ord kan forekomme i dette indlæg...


Vi er jo i gang med at potte-træne Ida - ja faktisk har vi helt sprunget potten over og er gået direkte til toilettet, så vi toilet-træner vel nærmere. Og det går virkelig godt. Der er stadig små uheld, men ikke dagligt, så det er til at klare. Efter eget ønske sover hun også uden ble om natten, hvilket indtil videre også er gået godt. Meget dygtig pige på kun 2 år og 7 måneder (ja, mor er stolt!). Det med tisseriet fangede hun efter et par dage, det store har tilgengæld drillet lidt, men er vist ved at være der nu. Og med alt dette toilet-træning så snakker man jo meget om, hvad det er der kommer ud. Jeg har altid haft det fint nok med, at det hedder "lort", da det jo ikke er noget man så tit sætter ord på. Altså lige indtil man får børn vel og mærke.

Når emnet har været oppe i både Idas og Evas mødregruppe (for det kommer helt sikkert op på et tidspunkt i enhver mødregruppe), har jeg oplevet at stå lidt alene med mit "lort", som de andre mødre kalder for alt muligt andet end det, og det har faktisk gjort mig en lille smule usikker på mit eget ordvalg. Men har det virkelig så meget "bandeords-status", at det ikke er ok at lære ens børn, at det er det hedder? Jeg mener, det er jo dét det er - altså lort. Jeg er helt enig i, at det ikke er et særlig pænt ord, men det er jo heller ikke små rosenknopper der kommer ud, så hvorfor ikke bare kalde en spade for en spade?

Jeg har prøvet at kalde det for pølser, når Ida og jeg sammen har siddet ude på toilettet og betragtet og talt om hendes bedrifter (for ja, det gør man så åbenbart også meget, når man har fået børn i den alder). Dette har dog mest affødt nogle lidt spøjse samtaler om, at man ikke kan spise de pølser Ida laver, men vi kan godt spise de pølser far laver i køkkenet, for far laver rigtige pølser...


Hvad synes du? Må man lave lort hjemme hos jer og hvis ikke, hvad laver man så?

mandag den 16. januar 2012

Musedreng



En gang i mellem er det meget rart at se, der godt kan komme en anden slags hæklede dyr ud af hænderne på mig end aber og elefanter. Denne gang er det blevet til en lille musedreng i bedste Ingolf/Frederik stil.

fredag den 13. januar 2012

Varme bukser

Jeg føler det som 100 år siden jeg sidst har fået syet noget tøj til mine børn - specielt Eva, der jo bare arver fra Ida. Begge børn har længe manglet bukser med lidt varme i. Især Ida, der kun har bukser der enten er begyndt at stumpe og/eller er tynde tullebukser (og hun nægter at have strømpebukser på inden under bukserne, så de er mere eller mindre ubrugelige her i vintermånederne).


Så jeg har haft gang i symaskinen i dag og kreeret et par bukser til hver af pigerne. Evas er i den lækreste rosa-stribede velour og Idas er i stretch-jersey som jeg har syet i dobbeltlag for at gøre dem ekstra varme. Jeg har lavet Idas lidt ekstra lavtaljede nu da hun ikke går med ble mere (jeah!), men er lidt spændt på at prøve dem på hende, da jeg er bange for de blev lige lave nok. Heldigvis er der jersey nok til et ekstra par, hvis det bliver nødvendigt.



Jeg er lidt gået i en blanding af spare- og oprydningsmode og har besluttet jeg skal til at få brugt noget mere af alt det stof jeg har på hylderne i stedet for at købe mere, hver gang jeg vil sy noget nyt. Det er faktisk ret tilfredsstillende og jeg er flere gange blevet glædeligt overrasket over mine fund, når jeg har været stofbunkerne igennem på jagt efter passende stoffer.

mandag den 9. januar 2012

Tu-tu-tusind ben

Jeg har nu hæklet, hvad der føles som 1000 små par ben (men som i virkeligheden "kun" er 27 par, altså 54 ben i alt) i alle de forskellige farver det har været muligt for mig at finde i mine garnrester.




De er nu godt på vej til at blive monteret på den 1 meter lange slange/kålorm/tusindben jeg har hæklet på i ret lang tid efterhånden og som nu endelig er færdig - altså når først jeg har fået syet de mange par ben på.

 
Ida har en kålorm i forvejen og nu har Eva så også fået sin egen - måske lidt meget, men det er et meget hyggeligt "gå-til-og-fra"-projekt og en fantastisk måde at få brugt alle ens små garnrester på.
Kunne du også godt tænke dig at lave din egen lange orm så har jeg lavet en DIY/opskrift til den lige her.

søndag den 8. januar 2012

Prinsessealderen

Prinsessealderen er så småt ved at gøre sit indtog her i hjemmet.

I juleferien præsenterede vi lidt nye film for Ida; Tornerose, Snehvide og Askepot. Tidligere har det været ret afvekslende, hvad hun har gidet se i fjernsynet og hvor længe. Men jeg skal lige love for, at de go'e gamle Disney-prinsesser er noget der kan holde hendes opmærksomhed - igen og igen og igen! Hun sidder og ser en hel film fra ende til anden og når en er slut be'r hun om, at se den næste. Nu er det faktisk sådan, at vi må sige der skal være lidt fjernsynspause en gang i mellem. Det har vi alligevel aldrig skulle før. Tværtimod har vi af og til savnet, at hun ville sidde og se lidt mere fjernsyn, fordi vi synes det kan være en meget god pause-tid for os alle sammen, men alt med måde som man siger. Ida kan nu alle 3 film udenad (og vi andre kender i hvert fald lydsporet rimelig godt) og bryder jævnligt ud i storladen, mere eller mindre forståelig, sang. Og i stedet for at "ødelægge" hendes egen fantasi, synes jeg nærmere det har givet et nyt lag til hendes egne lege, hvor "plots" fra de forskellige film blive inddraget og videreudviklet.

Nu hvor disse prinsesser er blevet højaktuelle i Idas verden, var det også ekstra sjovt at finde denne klokkestreng, som min mor i sin tid har broderet til mig og som jeg i mange år havde hængende på mit værelse.


Disney-merchandise er ikke altid min kop the, men i denne her form er det ganske fint synes jeg og så er det jo også lidt hyggeligt, at jeg selv har haft den som barn.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...