søndag den 30. oktober 2011

Voksentid

I går holdt jeg damefrokost for damerne i min familie. Jesper var til oktoberfest. Ida og Eva blev derfor sendt til farmor og farfar. Det er første gang Eva bliver passet ude og med en overnatning. Så længe her var gæster og gang i den, tænkte jeg ikke så meget over det. Men da gæsterne var taget hjem og jeg sad helt alene hjemme, var det godt nok underligt. Tiltrængt og rart, men godt nok underligt og en lidt tom fornemmelse at gå i seng uden nogen at sige godnat til. Men jeg nød det også og at vide man ikke ville blive vækket i løbet af natten og kunne sove til man vågner af sig selv er altså ikke sådan at kimse af (at jeg så blev vækket af en knap så liste-stille Tyrolerklædt mand ved 4-tiden, var til at overse). Her til morgen fandt jeg så ud af, at vi er gået over til vintertid, så er både overrasket over, hvor lange jeg faktisk selv har kunne sove og er spændt på at høre, hvor tidligt de har været oppe ude hos farmor og farfar.

Min damefrokost i går blev en rigtig dejlig dag med sammenskuds tapasbord, vin, snak, banko med hjemmeproducerede præmier, hjemmelavet is og en hel masse hygge. Jeg satser på det var startskuddet til en tilbagevendende tradition i familien. Og som værtinde og nyligt rund fødselar faldt der også nogle fine gaver af til mig - meget lækkert.


Blomster, mini orkide, strikke-/hæklebog, megamussel middagstallerken, vinter mumikrus 2011, Dymo (jeahh, nu kommer der labels på alt), lille fristende keramikkage og lyserød Steltonkande.





Lige nu nyder jeg roen og en kop the fra min nye kande og glæder mig til vi lidt senere skal have begge vores 2 små piger hjem igen og håber det er gået godt for dem alle sammen at være til overnatning hos farmor og farfar.

onsdag den 26. oktober 2011

Nu gør Eva det også

Vi har ret mange billeder af Ida, hvor hun gør sådan her:

Ida februar 2010, knap 9 måneder gammel og en 1-tandet, skoldkopperamt lille trold.
Selv når der ikke var blitz på kneb hun øjnene sammen, ja nogle gange bare når vi har taget kameraet frem. Nu er det ved at gå over igen. Eva har vi kunne tage alle de billeder af vi ville, uden hun kneb øjnene sammen. Går ud fra det er fordi hun indtil nu, har manglet det der handling->konsekvens-center i hjernen. Det er blevet udviklet nu. Så nu gør Eva det også:


Eva oktober 2011, knap 9 måneder gammel.

tirsdag den 25. oktober 2011

Nyt navn på døren


Da Ida i sin tid fik sit eget værelse lavede jeg disse bogstaver til hendes dør og tænkte allerede dengang, at det skulle blive hyggeligt at lave et navn mere og sætte på døren på et tidspunkt. Bogstaverne, der er fra Panduro, er dog i mellemtiden (selvom vi var hurtige til at få en 2'er) udgået fra deres sortiment. De har i stedet fået nogle andre i en anden skrifttype, som jeg har købt til Evas navn. Og når de nu ikke kunne blive helt ens, synes jeg heller ikke de skulle prøve at være lidt ens, så har derfor også valgt noget helt andet papir at beklæde dem med. Det store "&" fandt jeg i Søstrene Grenes og fuldender opsætningen rigtig fint synes jeg. Nu mangler vi bare, at Eva ikke blot har sit navn stående på døren, men også får sin seng ind på værelset. Det skal vi bare liiige blive helt klar til alle sammen.

Bogstaverne til Idas navn er beklædt med noget Vintage-tapet, Evas er fra Minimega og &'et er beklædt med en klassiker fra Rie Elise Larsen.

Påsyede lommer





Jeg er ved at have fået godt styr på de påsyede lommer. Det er ellers noget der har drillet mig lidt, men øvelse gør som sagt mester. Jeg har både fået lavet vellykkede lommer med tittekant på en buksedragt til Eva (der desværre nærmest nåede at blive for lille til hende inden den kom helt igennem symaskinen, så den må nok bare videre i arvefølgen) og et på en rundskåret nederdel til Ida, der heldigvis passer helt perfekt på den lille dame.

fredag den 21. oktober 2011

Flere støvler

Ida har forresten også fået nye fine støvler. Det er nogle der lyser godt op på vej til vuggestuen.


- Posted using BlogPress

tirsdag den 18. oktober 2011

Sko for nybegyndere



Er der noget så kært som bittesmå babysko? Det skulle da lige være de bittesmå bløde babyfødder, der skal ned i dem.

Selvom Eva ikke går endnu, har jeg netop fået hendes første begyndersko i hus til når hun skal til at tage sine første skælvende skridt om et par måneders tid. Jeg har fået dem fra Babysteps.dk og er fra deres nye hollandske mærke Shoesme. Jeg er jo som tidligere nævnt, ret glad for stjernedetaljer for tiden, så jeg fandt det meget tiltagende, at flere af deres sko er pyntet med en sådan (det var der faktisk også på Idas først sko, og sådan kan jeg godt lide at tingene kommer til at hænge lidt sammen).

Nu glæder jeg mig bare til at skulle snøre skoene fast på de små Eva-fødder og hjælpe hende rundt i en stavrende stolt gang. Men først skal vi lige have kravleriet helt på plads. Hun kan komme omkring i hele stuen nu, ja faktisk blev hun kortvarigt væk her til morgen, da hun var kommet helt ud i gangen, mens jeg lige var ude i køkkenet. Men det hele foregår stadig på krybestadiet omend numsen også bliver brugt godt som fremaddrivende kraft. Det er lidt mærkeligt, for jeg synes faktisk stadig, at jeg næsten lige har født hende.

søndag den 16. oktober 2011

Brændende aftenhimmel


For et par aftner siden kunne vi beskue denne utroligt smukke solnedgang fra vores stue. Jeg selv havde travlt med oprydning efter aftensmaden, da Ida kom og hentede mig med et "kom og se", og så havde hun under det halvt nedrullede gardin i stuen fået øje på den flotte himmel. Og selvom det var et meget imponerende syn, var jeg faktisk også ret imponeret over at Ida, på knap 2,5 år, selv kunne se, at det var noget, der var værd at betragte. Det kan selvfølgelig være hun troede det brændte igen. Heldigvis var det kun skyerne, der var brænd i denne gang.

fredag den 14. oktober 2011

Marapytta-nederdel


Jeg har været på mini-Marapytta-syskole her til formiddag, og så endda hjemme i min egen stue. Hvordan? Jo, Line har nemlig lavet en DIY-blog fyldt med gode tips og tricks til teknikker og flotte afslutninger. Jeg har tidligere udvist stor begejstring for denne her. Og nu har hun altså lavet en blog, hvor hun samler alle guldkornene.


Senest har Line lagt en DIY ud til en nem slå-om nederdel som jeg netop har afprøvet. Og den er faktisk rigtig nem og sikkert også noget hurtigere, hvis man ikke, som jeg, starter med at sy linningen omvendt på. Men selvom det blev til en ommer med linningen, var den altså ret nem at gå til og jeg er godt tilfreds med resultatet der står ret godt til mine nye støvler.



Ja det var svært nok at få taget et billede af nederdelen i brug. At få et billede uden rod og/eller legetøj også, viste sig at være en umulighed. Måske man snart skulle få ryddet lidt op?
Nu hvor jeg har været alle trinene igennem én gang, tror jeg den vil være noget hurtigere at sy anden gang - i en grå Small Susanna Libertyprint måske?

torsdag den 13. oktober 2011

Pretty in pink


Jeg kom jo til at gå i gang med det der broderi og så er alle andre kreative tiltag mere eller mindre blevet syltet. Jeg er ikke blevet helt færdig med broderiet endnu, men i dag blev jeg simpelthen så træt af mig selv og at jeg ikke kunne foretage mig andet (kreativt) end at sidde og brodere. I stedet kom jeg ud til min symaskine og fik kørt lidt tekstil gennem maskinen.

 
Vi havde savnet hinanden min symaskine og jeg, og lynhurtigt fik jeg spyttet denne lille Gynther-hjelm (med en lidt flyvsk pandelap), ud på den anden side. Så Gry, nu kan du snart holde de små Pip-ører varme under denne hjelm. Håber hun er pretty in pink.



 PS: Det er en dukke der agerer husmodel, da min egen lille model sov, så derfor det lidt skødesløse greb under hagen på "barnet".

onsdag den 12. oktober 2011

Shopping

Man skal åbenbart udfordre sig selv lidt en gang i mellem. Derfor valgte jeg at trodse både myldretid og ulvetime og tog alene med begge piger i Frederiksberg Centret, efter jeg havde hentet Ida i vuggestuen i eftermiddags.

Jeg elsker at shoppe og jeg elsker faktisk også at være i centrer, selvom jeg ved mange synes det er dødsygt og stressende. Men jeg synes det er hyggeligt og mange, mange timer af mine barsler er blevet trasket rundt i Frederiksberg Centret. Faktisk foretog jeg min første fuldt offentlige amning i Frederiksberg Centret, da Ida var bare 4 dage gammel (og nu jeg tænker over det fik jeg faktisk også mine første veer med Ida i en kø i Frederiksberg Centret (hmm...)).
Så om det er fordi de får det ind med modermælken eller om jeg bare var heldig i dag, ved jeg ikke. I hvert fald havde vi en rigtig hyggelig tur, hvor vi lavede en hit and run i 3 butikker og sikrede os vinterstøvler til mig, toffifee og neglelakfjerner inden vi daffede hjemad igen. Helt uden sure miner eller hysteriske anfald! Og så fik vi jo også afprøvet vores 2 spritnye autostole vi netop har fået hjem fra Tyskland.


Dog kan en Eva på 9 kg båret i slynge i 45 minutter godt mærkes i skulderen her til aften. Men det offer er okay givet ud, for se lige de lækre støvler jeg fik ud af det.

mandag den 10. oktober 2011

Kastanjedyr


Ida og jeg har lavet kastanjedyr for første gang, eller det var mest mig, der lavede dem og Ida, der dikterede ben, hoved osv. Da den første blev færdig proklamerede Ida med det samme: "det et dyr!" og så behøver man jo ikke komme med en mere specifik definition end det.



Pindsvinet er på mit helt eget initiativ og Ida forstår den vist ikke helt, for hun bliver ved med at vende den om, så den kan stå på sine "ben".



søndag den 9. oktober 2011

En kæmpe Dahlia

Denne kæmpe Dahlia er vokset frem hjemme i mine forældres have her i sensommeren. Jeg har aldrig set en så stor før og den er både fascinerende og utrolig smuk at kigge på.

Til sammenligning prøver jeg her at holde en almindelig tøjklemme ved siden af.

onsdag den 5. oktober 2011

Hæklet tusindben - DIY

Som før nævnt lavede jeg for noget tid siden et gæsteindlæg på bloggen It's fashion, Baby! og det blev til en hækle DIY/opskrift på den lange kålorm eller tusindben som af og til er dukket op på mine billeder her på pralerier. Og det indlæg synes jeg nu, jeg også gerne vil dele med jer, mine egne læsere. Så værsågod:

DIY - sofahækling

Det der med at have tid til at være kreativ, tror jeg handler meget om vaner (udover evner, lyst og tidsprioritering). Men har man lysten til at lave lidt flere kreative ting selv må man simpelthen gøre det til en vane at få det gjort.

For mig er det blevet en vane at sy, strikke eller hækle noget, når jeg sidder i sofaen om aftenen efter børnene er lagt i seng, og her får jeg produceret en stor del af mine kreative ting. Har jeg ikke noget mellem hænderne falder jeg simpelthen i søvn inden den sene TV-avis og det er da lidt trist, hvis al ens voksen-aften-tid slutter med en småsnorkende kone sådan omkring 20.30-tiden.

Så jeg holder mig faktisk vågen om aftenen ved altid at have gang i et sofaprojekt - en ren win/win. Og de bedste sofa-projekter er dem, hvor man kan slå hjernen lidt fra og bare lade hænderne arbejde. Et sådan projekt kunne f.eks. være denne orm her som jeg gerne vil dele opskriften på med jer. Kan du hækle fastmasker kan du sagtens hækle denne og selvom den er simpel at lave giver den et imponerende resultat.


Jeg bruger en hæklenål nr. 3 og garnrester, hovedsagligt bomuldsgarn, men også andre typer der har nogenlunde samme tykkelse som bomuldsgarnet.



Lav 4 luftmasker og hækl dem sammen til en lille kæde. Hækl herefter 7 fastmasker rundt i kæden. Sæt gerne en snor i en anden farven ved starten af omgangen, så kan du bedre holde styr på start og slut på en omgang.

1. - 2. omg.: 7 fm (fastmasker)
3. omg.: 1 udtagning (dvs. 2 fastmasker i samme), 6 fm
4. omg.: 1 udtagning, 7 fm
5. omg.: 2 fm, 1 udtagning - gentages hele omgangen rundt
6. omg.: 12 fm
7. omg.: 2 fm, 1 udtagning - gentages hele omgangen rundt
8. omg.: 1 fm, 1 udtagning - gentages hele omgangen rundt
9. omg.: 24 fm
10. omg.: 3 fm, 1 udtagning - gentages hele omgangen rundt
11. omg.: 4 fm, 1 udtagning - gentages hele omgangen rundt
12. omg.: 5 fm, 1 udtagning - gentages hele omgangen rundt




Nu har du lavet hovedet og der er nu 42 masker rundt på en omgang. Resten af ormen hækler du blot disse 42 fm rundt i striber efter eget ønske og behag. Og så er det ellers bare at blive ved til man synes den er lang nok eller man ikke har flere garnrester. Et projekt som kan strejke sig over MANGE aftener i sofaen og som let kan lægges væk når et barn græder og skal have sutten eller en tår vand og lige så let at samle op og fortsætte på, når der igen er ro i lejren.

Når du synes ormen er færdig fylder du den ud med bamsevat e.l. (lille tip: kom fyld i ormen undervejs ellers kan det godt være lidt svært til sidst, især hvis den er meget lang) tager du ind således:

1. omg.: 5 fm, 1 indtagning (dvs. 2 fm sammen) - gentages hele omgangen rundt
2. omg.: 36 fm
3. omg.: 4 fm, 1 indtagning - gentages hele omgangen rundt
4. omg.: 30 fm
5. omg.: 3 fm, 1 indtagning - gentages hele omgangen rundt
6. omg.: 2 fm, 1 indtagning - gentages hele omgangen rundt
7. omg.: 1 fm, 1 indtagning - gentages hele omgangen rundt

Luk af ved at trække snoren gennem de sidste masker og hæft ende. Mund og øjne laves lettest ved at sy dem på med sort garn eller hvilke farver man nu synes de skal være.



Så er den mest simple version af ormen færdig og klar til at imponere og glæde. Er du frisk på lidt flere detaljer laves ben og følehorn således:

Ben:
Slå fire luftmasker op og saml dem til en kæde. Hækl 6 fm i kæden.

1. omg.: 6 udtagninger
Herefter 4 omgange fm (eller til ønsket længde) og luk af.




Følehorn:
Slå 6 luftmasker op. Hækl 3 fm i hver luftmaske og luk af.



Den eneste måde at gøre noget til en vane er at komme i gang! Så går du og drømmer om at kunne være lidt mere kreativ håber jeg denne orm måske kunne være en vej i gang for dig. Men pas på, sådan noget hækling kan være ret vanedannende, når først man er kommet godt i gang med det...

søndag den 2. oktober 2011

Gener

Jeg synes sådan noget med gener og hvem der ligner hvem på hvad, er ret interessant. Især efter jeg selv har reproduceret mig. Så kan man bruge lang tid på at snakke om, hvis ører hun har og når hun gør sådan ligner hun mig osv. Det sjove ved børn er (blandt meget andet), at man ofte kan synes de ligner både deres mor og far helt vildt meget på forskellige måder. Det er sjovt, hvordan man lige kan røre en gang rundt i genpølen og så er der skabt et helt nyt menneske med sit helt eget udtryk i et mix mellem en mors og en fars udseende.

Uden at vide helt endnu, hvordan Eva kommer til at tage sig ud, tror jeg, at vi herhjemme har fået vores stærkeste gener til udtryk i hver vores barn. Eva ser i hvert fald ud til at komme til at ligne mig mere end Ida gør. Og Ida har i den grad svært ved at løbe fra sit fædrene ophav.

Jesper 2 år
Ida 2 år

Ida 2 år
Jesper 2 år
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...