fredag den 30. september 2011

Sommer i september

Sommer i september er det helt perfekte klima for mig. Dejlig lunt uden det bliver for varmt og klistrende og hvor der rent faktisk er kølende i skyggen. 
Eva synes også det er helt i orden.

torsdag den 29. september 2011

Min fødselsdag...

...var heldigvis andet end bål og brænd. Den var faktisk ganske hyggelig. Og sådan at runde et "skarpt" hjørne har faktisk været helt ok. Det er selvfølgelig lidt en milepæl, men da jeg er ret godt tilfreds med de ting jeg har opnået på dette tidspunkt i mit liv, stresser det mig heller ikke at være rundet de 30 nu.

Tak for jeres hilsner på mit forrige indlæg. Udover røglugt og at Eva fik sin eftermiddagslur indendørs, har vi ikke været påvirket af KB Hallens brand selvom det kun var nogle 100 meter fr, hvor vi bor.

Dagen stod på mødregruppe med lidt ekstra fødselsdagskage om formiddagen og om aftenen kom mine forældre og spiste. Da jeg hverken orkede restaurantbesøg med 2 små børn eller at kokkere noget selv, fik vi restaurantmad hjemme hos os selv fra Cofoco. Mmmhh, det var godt - og nemt. Og aftenen inden var jeg blevet fejret af mine veninder med lækker sushi og godt selskab på Tivoli Hotel.




Begavet er jeg også blevet i anledningen, både med smukke blomster, kort og hilsner og følgende lækre og rare materielle goder.

 En lille keramikkage med plads til et enkelt fødselsdagslys.

 Glad klovne-hoptimist som dog straks er blevet adopteret af Ida.

 Mega Dot-quilt sengetæppe fra Hay i den dejligste varme gule farve.

Vinterfrakke fra Danefæ, så nu ser jeg også en smule frem til en koldere tid, bare så jeg kan få den luftet.

En ny Megamussel middagstallerken til samlingen, der nu tæller 5 tallerkner og 4 termokopper, men enhver samling må jo starte et sted.


Trænings-hullahopring. Så må vi se om jeg kan få en hvepsetalje som Majken. Jeg har øvet mig lidt i dag med den og er bestemt ikke en ørn til det, men jeg fik den da lidt op i omdrejninger et par gange. Om ikke andet så er Eva virkelig godt underholdt, når jeg står der og kaster hullahopring rundt om mig selv i stuen.

Midt i et brændpunkt

I går morges vågnede jeg til fødselsdagssang, gaver og lyden af brandbiler. Da vi kom ind i stuen og fik trukket gardinerne op (jep, vi ha fået gardiner op i stuen, men det er en anden historie) blev vi mødt af dette syn.


Tyk, tyk røg steg op fra KB Hallen og inden længe stak store flammer også op gennem taget. Vildt!



Jeg har aldrig set en ildebrand før og som sådan er det både dragende og fascinerende, men også ret skræmmende, hvordan noget bare sådan kan blive ædt op af flammer på forholdsvis kort tid. Heldigvis var der ingen alvorligt tilskadekommende, men et stykke moderne kulturhistorie er forsvundet. Bygningen var endda lige blevet fredet her i foråret. Trist og jeg ved der er mange der ligesom Ullas mand, har et særligt forhold til stedet, og det gør det jo ikke mindre trist.

Men under alle omstændigheder var vi i går morges vidner til en historisk begivenhed og den følelse er der altså noget specielt ved. Og for fremtiden vil jeg med sikkerhed altid kunne huske, hvornår KB Hallen brændte; det var den dag, jeg fyldte 30!

mandag den 26. september 2011

Mie fra A-Z

Nu har jeg efterhånden set den her hos mange af jer andre - og jeg vil da også være med. Så her har I diverse facts om mig fra A-Z.
A. Age: 29 (2 dage endnu!)
B. Bed size: 180x200 cm.
C. Chore that you hate: Lægge vasketøj sammen og på plads.
D. Dogs: Havde en Schæferhund som barn og en chihuahua da jeg var ældre.
E. Essential start to your day: Servere morgenmad for mine børn.
F. Favorite color: Det er nok pink.
G. Gold or Silver: Guld 
H. Height: 167,5 cm. (og ja, den halve cm er meget vigtig at nævne).
I. Instruments you play(ed): Blokfløjte, som jeg til nøds stadig kan spille på. Har også gået til saxofonspil, kunne sikkert godt spille et par toner på sådan en i dag, men det er sjældent man lige får  en saxofon i hænderne.
J. Job title: Ledig/påbarsel.
K. Kids: Ida Evelyn fra maj 2009 og Eva Elisabeth fra februar 2011.
L. Live: På Frederiksberg.
M. Mother’s name: Pia
N. Nicknames: Ikke rigtig nogle.
O. Overnight hospital stays: På barselsgangen efter Idas fødsel.
P. Pet peeves: Snorken, smasken og snøften kan få mig til helt nede i maven at føle had til andre mennesker (også dem jeg ellers holder meget af).
Q. Quote from a movie: "Få din egen kæreste Mulle"
R. Right or left handed: Højrehåndet.
S. Siblings: Ingen, men har en fætter og kusine hvis børn jeg er "moster" for.
T. Time you wake up: Når Ida kommer trissende ind i soveværelset med alle sine bamser oftest omkring kl 6.
U. Underwear: En go' blanding af alt fra billigt til dyre mærker.
V. Vegetable you hate: Bladselleri er jeg stadig ikke blevet voksen nok til at holde sådan rigtigt af.
W. What makes you run late: Alt muligt og at jeg tror jeg kan nå det hele.
X. X-Rays you’ve had: Pegefinger, ankel og tænder.
Y. Yummy food that you make: Karry-wok-ret.
Z. Zoo animal: Er ret fascineret af at se på savannens dyr i Zoologisk Have, især girafferne.

søndag den 25. september 2011

Almindelig og vellykket eftermiddag

Nogle gange er eftermiddagene med små børn stærkt præget af uro, sult og træthed - også kendt som den frygtede ulvetime (r!). Men andre gange kan eftermiddagen være fuld af smil, leg og i det hele taget bare lyst til at være sammen. De førstnævnte prøver vi at lære af, sidstnævnte samler vi på. Her lidt snapshots af det jeg husker som en hyggelig og vellykket onsdag eftermiddag.

Eva sidder i barnevognen og er klar til at hente storesøster.

Overbeundres lidt af store piger fra børnehave og vuggestue.

Vi får lokket storesøster Ida til os ved hjælp af frugtstang.

Og vi kan forlade vuggestuens legeplads i samlet flok.

Vi crasher en nyopdaget legeplads i nabogården.

Og leger uforstyrret et godt stykke tid.

Hjemme på egen matrikel og med elevatoren op til lejligheden.

Alle spiser i god ro og orden.

Lillesøster øver sin nye krybe fremad teknik.

Og bliver allernådigst inddraget en smule i storesøsters leg på værelset.

Herefter står den på tandbørstning og putning som garanteret ikke foregik så fredeligt og roligt som jeg gerne vil huske det, men i seng kom de da...

onsdag den 21. september 2011

Hallo!


Vi er her endnu. Vi er bare lidt ramt af hverdag. Vi skal lige finde ud af det igen nu, hvor vi har en farmand, der ikke længere går hjemme og holder barsel med os andre, men er tilbage ude i virkeligheden og passer sit job.

søndag den 18. september 2011

Efterspørgsel af stoffer - et serviceindlæg

En del har efterspurgt nogle af de stoffer jeg har vist frem, både fra puslepladsen og fra min ringslynge. Og da jeg skal være den første til at være enig i, at det er lækre sager, vil jeg også meget gerne dele med jer, hvor jeg har dem fra.


Først det lille grønne håndklæde jeg har liggende på puslepladsen. Det er fra House Doctor. Jeg købte det i den sidste redebygger-fase af min graviditet med Ida i foråret 2009, men jeg ser det af og til stadig i nogle enkelte butikker rundt omkring. Med en lille Google-søgning her til morgen, fandt jeg det også her, bare i en anden farvekombi, men så gevaldigt på tilbud at det er svært at modstå.


Og så til det stof jeg har lavet min ringslynge af. Jeg har købt det her hos Malika & Rosa. Jeg har desuden også købt en lille smule af det med grå baggrund. Man har i noget tid kunne få det som voksdug og jeg har syntes det var virkelig fint, men har ikke lige vist, hvad jeg skulle bruge det til som voksdug. Så blev ret glad da jeg så man nu kan få det i denne halvtykke bomuld også. Stjerner er bare lækre.

fredag den 16. september 2011

En lille slyngel

For noget tid siden syede jeg mig en ringslynge, da jeg synes Eva var blevet for stor til en almindelig bæresele. Jeg havde syet selve slyngen og gik utålmodigt og ventede på ringene, fordi stedet jeg havde bestilt dem holdt sommerferie (iøvrigt totalt dårlig service først at informere om det, når ordren er afgivet). Da de så endelig kom og jeg endelig kunne gøre slyngen færdig blev jeg bare så skuffet over den. For Eva og jeg kunne bare slet ikke finde ud af den og det vi fik præsteret lignede bare overhovedet ikke det jeg fandt frem på Youtube. Men med alle de fester og arrangementer vi har skulle til over sommeren manglede jeg virkelig en handy måde at bære rundt på yngsteafkommet på. Så efter lidt tid i skammekrogen fandt jeg ringslyngen frem igen og så virkede den bare helt uden nogle problemer - så kunne den åbenbart lære det! Vi er i hvert fald blevet rigtig gode venner med ringslyngen Eva og jeg, hvilket billederne herunder også bevidner. Der kan både soves, pjattes og hygges i slyngen nu og alle er glade og tilfredse.






torsdag den 15. september 2011

Hvilken Plan er du til?

Jeg tror som udgangspunkt altid på det bedste i folk. Jeg tror på, at der ikke er nogen der bevidst vil det skidt for vores samfund. Jeg tror på, at helt inde i Lars, Lars & co. vil man også det bedste for det danske samfund. Jeg tror bare ikke på, at en blå plan for fremtiden er den, der er den bedste for de fleste, kun for de færreste.

Derfor er det slet ikke svært for mig at vælge, hvilken farve jeg synes planen skal have og jeg glæder mig til senere i dag at gøre mit til, at den overordnede plan for Danmark kan skifte fra blå til rød.

Go' valgdag til jer alle.

mandag den 12. september 2011

Puslepladsen opdateret


I forbindelse med vores flytten rundt på værelserne, har vi også fået lavet et nyt puslehjørne på børneværelset. Som noget nyt har vi fået sat en hylde op over puslebordet, hvilket både ser rigtig hyggeligt ud og er ret praktisk til opbevaring af de ting man gerne vil have inden for egen rækkevidde, men uden for de små pillefingres.



Hængekurvene har vi tidligere haft hængende ned fra loftet, først over puslebordet på Idas gamle værelse og senere over sengen, da vi flyttede rundt derinde (og som du kan se i indlægget her). Men da jeg ikke helt kunne overskue huller i loftet på det nye værelse måtte jeg finde på en anden løsning til kurvene. Jeg klippede derfor den nederste kurv af så de passede i længden fra hylden og hængte dem op med sådan nogle plastik-cirkel-klemmer i hver side af hylden.


Ret smart synes jeg selv da jeg udtænkte det. Især fordi jeg først havde tænkt på noget med gaffatape ol. klamseagtige løsninger. Sådan kan man nogle gange overraske sig selv med egen genialitet!

 
På puslekommoden har jeg udskiftet grebene med de sødeste porcelænsgreb, som jeg har købt i Girlie Hurly på Istedgade. Helt ærgerligt man kun skulle bruge 6 greb, da jeg godt kunne have taget en af hver slags med hjem.



fredag den 9. september 2011

Til madpakken

Ida er nu en af "de store" i vuggestuen og var derfor med børnehaven på skovudflugt i går. Og til sådan en udflugt skal børnene selv have en lille madpakke med. Puha, lidt en udfordring, når man som jeg, er totalt nybegynder udi det der madpakke-ræs. Ja jeg endte faktisk med at sætte et vækkeur så jeg var sikker på at komme op tidsnok til at smøre de 4 kvarte hun skulle have med (vi plejer bare at sove til en af pigerne vækker os som regel et sted mellem 6-6.30, men tænk nu hvis det lige var den dag de ville sove længe). Men selvom jeg var usikker på indholdet, ville jeg være helt sikker på indpakningen som blev til denne nye frugtpose.


Ida blev rigtig glad for både frugtpose og madpakken inden i, der blev spist med stor vellyst med de andre børn i skoven. Åhh, gid man kunne være med som en flue på væggen og følg ens barns små og store oplevelser i dagligdagen. Det ville nok bare ikke være helt det samme for Ida, med mor i hælene dagen lang, men jeg gad det godt - bare en gang i mellem.

tirsdag den 6. september 2011

Når regnen regner...

Når det nu en gang skal regne hele tiden, så er det da rart at man i det mindste er udstyret i den obligatoriske barsels-regnvejrs-uniform; Danefæ-regnfrakke og Hunter gummistøvler. Nogle kan måske huske at jeg for et års tid siden købte denne Danfæ-regnfrakke sammen med mine Hunter. Men jeg blev bare aldrig sådan rigtig glad for den og syntes den var i lidt for stift materiale og derved ikke en rigtig god pasform (til min krop i hvert fald). Så den blev solgt. I stedet er jeg nu udstyret med en model Helen i grå-grøn med hvid lynlås. Og den er go'!


I denne uniform kan jeg klare selv de mest vedholdende byger under barnevognsture og henten og bringen til vuggestuen. Og når man er rigtig klædt på, bliver man jo heller ikke for gammel til at synes det er lidt sjovt at pladske gennem vandpytterne (men kun når der ikke er andre af forældrene fra vuggestuen, der kigger).


Eller stoppe op og blive fascineret af en regnorm, der er længere end min størrelse 38.

mandag den 5. september 2011

2-bisset baby


Eva har i en alder af 7 måneder, 2 store fine tænder i undermunden. Det bedste ved dem er, at vi faktisk ikke har kunne mærke på hende da de brød igennem. Vi håber det fortsætter i den stil med de næste 16 også. Til gengæld kan vi i den grad mærke på hende, at hun prøver at knække kravle-koden. Indtil videre uden held og til stor frustration for hende selv. Hun ligger gerne på gulvet og vil frem til noget legetøj og "hopper" ivrigt med numsen, men formår blot at komme baglæns og derved længere væk fra det ønskede objekt. Man kan som tilskuer godt forstå hun bliver irriteret, men kan heller ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. Heldigvis ved vi, at det bare er en periode og det kun er et spørgsmål om tid førend hun får knækket koden. Og så er der baby over det hele, er jeg ret overbevist om. Så det er nok med at nyde den korte tid der er tilbage, hvor baby stadig bliver inden for de samme 2-3 kvm som man har placeret hende.

fredag den 2. september 2011

Praleributik

Så er det sket, jeg har åbnet en blogbutik, hvor jeg sælger lidt af de ting jeg får lavet, bl.a. de hæklede aber.



Kig forbi praleributikken og se om der er noget der frister dig.

torsdag den 1. september 2011

Farverig kålorm

Jeg hækler for tiden på endnu en lang multifarvet kålorm af alle mine garnrester. Det er hyggeligt og langsommeligt arbejde, men simpelthen fantastisk til at slå hjernen helt fra til og bare hækle stribe efter stribe.

I mellem alle striberne og resterne dukker der i ny og næ nogle farvekombinationer op, der bare er så lækre, at mit øje hele tiden blive draget af dem.



Da jeg for nogen tid siden gæstebloggede på It's fashion baby, delte jeg også opskriften på kålormen i indlægget. Men inden længe kan du også finde den her på bloggen under siden DIY.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...