Når vi nu var i Odense denne weekend, var det jo mere end oplagt at tage forbi Pakhus 16 og besøge Forårsmarkedet. Jeg var temmelig spændt, for ud over at se alle de mange fine ting, skulle jeg også for første gang rigtig møde andre bloggere irl! Til at starte med var jeg lidt genert og skulle lige gå lidt rundt og mærke stemningen og genkende de forskellige. Men da jeg så kom rundt og fik præsenteret mig hos de forskellige og fik snakket, var det bare så hyggeligt! Det er jo lidt som en slags netdating
(forestiller jeg mig, da jeg aldrig selv har prøvet den slags), hvor man ved en masse om hinanden inden man mødes, hvilket giver et helt andet startgrundlag for ens samtaler.

Jeg fik bl.a. hilst på disse bloggere (
Mette/Westmose,
Anne/Apfelstrudel,
Anne/Krittevitt,
Mejse/Blåmejsen,
Christina/Krudtuglens Mor og
Julia/The Vintage Hausfrau) og på
Busters Mor og selvfølgelig også på
Lis, som jeg lige fangede i hendes søgen efter en flaske rom hun kunne sætte sig over i et hjørne og tylle i sig... Virkelig flot arbejde hende og hendes makkere havde fået lavet og kan godt forstå, hvis de er udmattede nu.
Det kan jeg i den grad også godt forstå, hvis jer udstillere er. Der var virkelig blevet produceret mange flotte, sjove, fine ting rundt omkring.
Desværre bliver man ikke rigtig velhavende på barselsdagpenge
(slet ikke efter 2 år i streg med barselsdagpenge/dagpenge som eneste indtægt) så mine indkøb blev lidt begrænsede - kunne ellers godt være taget derfra med meget mere. Her er hvad jeg fik med mig hjem.

Et par nøgleringe og en pung fra Anne og Annes WerkPlatz-stand.

Øreringe - stjernerne er i læder, så fine.

Og en Cocio fra Busters Mor kom også med hjem i gave til Ida. Der er allerede blevet drukket godt af den og hun skænker gavmildt op til os andre fra den.