fredag den 25. februar 2011

Nostalgiske børnegreb

Dagens barnevognsekspedition gik til den farverige Istedgade og den endnu mere farverige lille skønne butik Girlie Hurley. Målet for ekspeditionen var disse overfine porcelænsgreb.


Jeg så dem første gang for lidt tid siden hos den også meget farverige Onkel Anne og har de sidste par dage gået og tænkt at jeg skulle komme forbi butikken for at købe nogle til vores puslekommode. Da jeg så i dag også så dem omtalt her, tænkte jeg at det måtte være tegn til at jeg skulle til at komme af sted og få dem købt (tænk hvis de lige pludselig var revet væk og jeg ikke havde fået fat i nogen?).


Nu er de så blevet indkøbt og jeg har fået ro i sindet. Desværre passede de ikke helt til kommodens forfabrikerede grebshuller og jeg skulle bruge nogle spændeskiver til at sætte dem fast og dem havde vi selvfølgelig kun 2 tilbage af. Og da min dag er helt booket op i morgen med andre planer, må jeg nu vendte med at få de 4 sidste greb sat fast til på mandag. Det bliver så fint, så fint.

PS: De fås også med knager på.

torsdag den 24. februar 2011

Give away - pusletaske fra Willvin


Som lovet tidligere har du nu muligheden for at vinde din egen Willvin pusletaske her på bloggen. Jeg har nemlig været så heldig at få lov til at udlodde en valgfri taske fra Willvin til en af mine læsere. Det er jeg rigtig glad for og kan 100% stå inde for, at det er et lækkert produkt som vinderen får hjem til sig. Desuden har jeg gået hen og rundet over 500 (!) faste læsere, hvilket jeg er vildt glad og stolt over og hvilken bedre måde at fejre det på end med en give away?

Det eneste du skal gøre for at deltage i lodtrækningen om en pusletaske fra Willvin, er at skrive i en kommentar på dette indlæg, hvilken taske du vil vælge, hvis du vinder og hvorfor du gerne vil vinde den. Du kan se alle de forskellige tasker her på Willvins egen hjemmeside. Desuden må du meget gerne linke til denne give away, hvis du selv har en blog (men er intet krav for at deltage).

Jeg trækker en vinder lørdag d. 12. marts 2011.

OBS: Der er trukket en vinder!

onsdag den 23. februar 2011

Lille lilla lækkermås


Efter at have set Ullas flotte billede af lilla-lækre Alfred den anden dag fik jeg også lyst til at vise jer den lille lilla lækkermås, der lige nu ligger og slænger sig i sofaen ved siden af mig.

Lilla er altså bare godt for øjnene!

tirsdag den 22. februar 2011

Færdig med sengerand (og med søvn!)





Nu har jeg fået sengeranden færdig til Evas seng. Jeg er yderst tilfreds med resultatet og er meget glad for mig stofvalg, selvom jeg havde meget svært ved at beslutte mig. Men jeg nyder at slå øjnene op og kigge på de fine ugler og flotte lilla farve, så mon ikke baby gør det samme.

Til gengæld nyder jeg knap så meget hyppigheden i, hvor mange gange jeg slår øjnene op i løbet af en nat fordi babyen er utryg, snottet, sulten eller har tisset igennem bleen. Sidstnævnte sker alt for ofte og vi har allerede været igennem 3 typer bleer for at prøve at finde et mærke/størrelse hun ikke tisser igennem i og stadig uden held. I nat har været den hidtil hårdeste nat og jeg satser på, at det var toppen og det fra nu af kun bliver bedre og med langt mindre natteroderi. Så nu står den bare på kaffe og sofahygge til mig og lillesøster resten af dagen (forhåbentlig).

lørdag den 19. februar 2011

Jeg har ventet på noget...


Nemlig denne pusletaske fra Willvin. Efter først at have været et smut retur til afsender af uvisse årsager, kom den endelig frem til mig den anden dag og den er straks blevet taget i brug. Udover at være en god rummelig skuldertaske kan den også det der smarte med at blive klikket fast på styret af barnevognen.



Da jeg har en tendens til nogle gange at gå lidt for meget all in på farver og mønstre, er jeg også rigtig glad for taskens enkle look til lige at lægge en dæmper på de mange spraglede sammensætninger jeg nogle gange kommer ud af døren med. Desuden "skriger" den ikke pusletaske lige når man ser den - og det kan jo også være meget rart en gang i mellem. Så følte mig faktisk som en lidt mere tjekket mor, da jeg den anden dag spankulerede af sted på barnevognstur med min nye taske og en sovende lækker-baby i, hvad der mindede om, noget, der meget snart kunne blive til en slags forårsvejr.




Og nu vi lige er ved barnevognen, så kan nogle måske huske, at jeg tidligere har skrevet lidt om overvejelser i forbindelse med, hvad vi skulle gøre med vogn-situationen efter lillesøsters ankomst. Det er indtil videre endt med, at vi har fået sådan et søskendebræt, som Ida kan stå på. Det fungerer rigtig godt på de små ture vi går og på turen frem og tilbage til vuggestuen, og Ida er meget glad for at stå der (det kunne jo lige så godt have været modsat). Derudover har vi fået lov at låne en søskendevogn de begge kan være i, men den har vi ikke afprøvet (eller set) endnu, så det ved vi ikke hvordan kommer til at fungere for os.

Så sandt som det står skrevet lige der på regnslags-posen; I ♥ FALSTER



PS: Kunne du også godt tænke dig chancen for at få din egen pusletakse fra Willvin, så hold øje med min blog de næste par dage.

fredag den 18. februar 2011

Beslutning taget, stof bestilt og pakke modtaget




Endelig fik jeg taget beslutningen om hvilket stof, der skal på sengeranden til Evas nye seng. Det blev bestilt i forgårs og her til aften kom posten med det til mig fra Stof&Stuff.

Jeg er så stor fan af pakkepost om aftenen for bedst som man har tænkt "nå så blev det ikke i dag min pakke kom", så ringer det på døren med en dejlig overraskelse. Nu skal jeg bare lige finde tid til at få syet og betrukket sengeranden.

torsdag den 17. februar 2011

Når 2 bli'r til 3 bli'r til 4




Det er måske lige kækt nok at skrive et indlæg omkring mine erfaringer som en 4-personers familie, her kun 14 dage efter familieforøgelsen. Men nu gør jeg det alligevel for der kan jo altid komme opfølgende indlæg i takt med mine erfaringer vokser. Desuden havde jeg inden Evas fødsel gjort mig en del tanker omkring håndteringen af Ida og hvordan hun ville tage dét at blive storesøster og det er hvad indlægget her handler om.

Ida nåede "kun" lige at blive 20 måneder gammel inden hun blev kastet ud i sin nye tilværelse som storesøster. Som nogle af de mere eftertænksomme børn fra børnehaven henne i Idas institution bemærkede, når de så min mave, så skulle Ida være en lille storesøster. Derfor har det også været svært for os at forklare, hvad det var der skulle til at ske og vores holdning har da også hele tiden været ikke at gøre for stort et nummer ud af det over for Ida. Vi ved også, at inden længe kan Ida slet ikke huske, at der har været en tid uden en lillesøster. Men vi har dog talt en del om babyer, snakket om en lillesøster, kigget på babybilleder af Ida osv. Så selvom hun ikke på forhånd har forstået, hvad der snart ville ske, så har Ida talt meget om babyer, har kunne identificere babyer i bøger, på billeder og irl.

Efter vores baby så endelig kom til verden, har Ida bare været så glad for hende lige fra første færd. Ida havde været nogle dage hos farmor og farfar inden jeg fødte og kom hjem til os igen sidst på eftermiddagen, hvor jeg havde født om morgenen. Hun blev heldigvis først rigtig glad for at komme hjem og ville gerne over til os at sidde. Da hun havde siddet lidt hos os fortalte jeg, at vi havde noget vi skulle vise hende og satte hende over til Evas lift, hvorefter Ida gjorde store øjne og virkede rigtig glad. Nu snakker hun stadig rigtig meget om "Baby" og Eva er den første hun vil kramme og kysse, når hun kommer ind i vores seng om morgenen. Om aftenen kan vi høre hun ligger inde i sin seng og siger "faar, moar, Dida, Baby!". Det er noget så kært og kan virkelig få et moderhjerte til at smelte.

mandag den 14. februar 2011

Pimp my ride...



Vi er jo for ganske nyligt blevet automobil-ejere. Sådan en begivenhed opfordrer til lidt lir synes jeg. Ellers bliver det der med at være bilejere altså alt for voksent til mig.

fredag den 11. februar 2011

Ny seng til Eva

Ny baby har herhjemme også betydet køb af ny seng. Vi er som mange andre også til børnesenge i Junosengs-look. Vores er dog ikke rigtige Junosenge, men er fra Noah Beds, der som billederne viser er stærkt inspireret af Junosengen, og da Ida jo kan bruge sin i mange år endnu, måtte vi ud at investere i en ny seng til Eva.



De sidste par nætter har lille Eva derfor kunne sove i sin helt egen seng, som vi har sat op i soveværelset ved siden af vores seng. Den passer så fint i højden med vores seng så jeg ganske nemt kan lige kan hive Eva over til mig, når hun skal ammes om natten.


Jeg har også fået bestilt en sengerand i skum til sengen så den kan blive lidt mere hyggelig at ligge i for en lille størrelse. Nu skal jeg bare finde ud af hvilket stof jeg skal sætte på sengeranden. Lige nu hælder jeg til en kombination af disse 2 stoffer som jeg har fundet hos Malika & Rosa.




Men kender I det, jeg har været inde og kigge på og næsten købt dette stof så mange gange, at jeg nærmest allerede er blevet lidt træt af det. På den anden side er der jo en grund til at jeg har kigget så meget på det, nemlig at jeg synes det er rigtig fint. Desuden vil det i tema og stil passe godt til den sengerand jeg i sin tid har lavet til storesøster Idas seng.

søndag den 6. februar 2011

Strik til søstre

Først og fremmest tusind tak for alle jeres dejlige beskeder og lykønskninger til mit forrige indlæg. De glæder og varmer hver og en. Her efter 2 døgn hjemme er der stadig ikke noget der hedder rutiner eller hverdag, men vi hygger os, har barselsbesøg og vender os til at være 4.

Bortset fra nogle ret ømme Dolly'er, kraftige efterveer og et hofteparti, der lige skal finde tilbage til deres rette positur igen, er jeg faktisk okay frisk. Ikke at jeg hopper og danser og jeg sætter og rejser mig heller ikke nogen steder fra uden at ømme mig lidt. Men i forhold til første gang jeg fødte, føler jeg mig slet ikke lige så medtaget denne gang, og det er jo virkelig dejligt.

I går kom bl.a. mormor og morfar på besøg og mormor havde lavet trøjer i barsels- og storesøstergave. Så vi kunne i går aftes tage til farfars fødselsdag med disse 2 kære, velklædte og matchende tøser. Og jeg kan lige så godt indrømme det, jeg elsker at have fået 2 små piger!



fredag den 4. februar 2011

Eva Elisabeth

Så kom lillesøster til verden kl. 03.17 i nat. En lille bassepige på 54 cm 4580 gram! Veerne startede så småt op i løbet af aftenen og da jeg vidste fra mit jordemoderbesøg i tirsdags, at jeg allerede var 4 cm åben turde vi ikke vente alt for længe før vi kom af sted. Så ved midnatstid tjekkede vi ind på Rigets fødegang lige i tid til et vagtskifte, hvor min egen konsultationsjordemoder mødte ind, hvilket var meget trygt og dejligt.

Efter at have fået kørt en strimmel en times tid og derefter været i karbad en times tid, var der ikke rigtig kommet mere gang i veerne. Så vi besluttede, at det var tid til at tage vandet. Efter en ordentlig skylle kom der så virkelig gang i det og smagen af rød saftevand blev nu blandet med lattergas. Vandet blev taget 2.15 og under en time senere fik jeg pressetrang, havde 5 presseveer og så var hun ude. Men for filan da og eddersparkme, hvor gjorde det ondt den time, hvor jeg havde kraftige veer og det har efterladt mig med en følelse af, at det bedste man kan sige om fødslen er, at den var hurtigt ovre. På et tidspunkt tog jeg masken med lattergas/ilt og kylede den væk, mens jeg hysterisk skreg, at nu kunne det være nok for det gjorde SÅ ondt - det var så lige før jeg fik presseveer og de fik mig beroliget igen og sagt, at det var fordi jeg var lige ved at føde, og det var da en besked man kunne arbejde med.


Ved første øjekast ligner hun slet ikke storesøster Ida som spæd, især pga. det lange mørke hår. Men som dagen er gået kan vi alligevel godt se flere lighedstræk med Ida. Vi er alle vel hjemme nu og genforenet med Ida, der har taget rigtig godt imod sin lillesøster. Der bliver kysset, aet og betragtet så det er en fryd for de stolte forældre at se på. Nu glæder vi os bare til at få skabt os en ny hverdag som 4-personers familie og lære lille Eva meget bedre at kende.

onsdag den 2. februar 2011

Vente, vente, vente

Ja, så oplever jeg så også at gå over tid. Havde termin i går og er mildest talt skuffet over ikke at have født endnu. Alt er klar, krop såvel som sind, mangler bare lige de sidste rigtige veer til at sætte skub i det hele. Jordemoderen skønnede i går, at lillesøster nu er en basse på knap 4 kilo og havde fuld forståelse for min iver efter at få hende ud, da hun så rigtigt konstaterede, at der jo snart ikke er plads til mig længere.



Men ikke mere snak om manglende veer i dette indlæg, da jeg lige nu finder emnet alt for deprimerende. Er i stedet ved at sy et nyt sæt sengetøj til Idas juniordyne i dette skønne, skønne grønne Mitsi-print fra Liberty. Tænkte hun også skulle have sådan et lækkert sæt, når nu lillesøster får et babysæt i den røde Mitsi. Desuden har Ida kun ét sæt sengetøj til sin juniordyne, hvilket virker helt absurd i forhold til, hvor mange forskellige betræk hun havde/vi har til babydynen.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...