søndag den 31. oktober 2010

1 ekstra time

Hvordan er det lige man får stillet børns indre ur en time tilbage? I stedet for at sove 1 time længere, valgte Ida i morges at vågne 1 time tidligere end hun plejer - hvilket jo så blev til 2 timer, når man stiller om til vintertid. Jeg var heldigvis gået tidligt i seng så var nogenlunde frisk til at tage hul på dagens ekstra morgentime. Men alligevel 5:30, det er meget tidligt, især når det så oven i købet forvandler sig til 4:30!



Jeg har blandt andet fået klippet velourstof ud til en ny kjole til Ida i samme snit som denne kjole. Den stribede velour gør bare, at den får et knap så romantisk look som den anden. I lukningen skal jeg bruge disse knapper som jeg vandt i en give away for snart lang tid siden hos Krudtuglens Mor. Nu skal jeg så bare lige finde en ekstra time til at få den syet i.

lørdag den 30. oktober 2010

Happy Halloween


Herhjemme markerer vi godt nok ikke højtiden udover den bluse Ida har på, men alligevel Happy Halloween-weekend til jer.

Ida er for lille til rigtig at bemærke om vi lavede noget specielt Halloween'et herhjemme og vi voksne er heller ikke så opsat på højtiden, så det bliver nok først til næste år vi hopper med på Halloween-bølgen. Dog tror jeg, at jeg hellere må købe en lille smule del-ud-slik, hvis nu der skulle komme nogle små udklædninger forbi og banke på vores dør (og skulle der ikke komme nogen er skaden jo ikke større end, at vi må spise slikket selv).

torsdag den 28. oktober 2010

Duddu er tilbage!




I dag fik Ida sin Duddu tilbage (eller jeg havde cyklet i regnvejr hen til Prik på Gl. Kongevej efter arbejde og købt en ny). Og der blev straks krammet og læst bog for Duddu som havde hun slet ikke været væk. Dejligt.

onsdag den 27. oktober 2010

En gang skal jo være den første: Super hurtig, lækker og nem æbletærte

Opskrifter og madlavning generelt er som regel ikke noget, jeg bruger spalteplads på her på bloggen. Af den simple årsag, at det heller ikke er noget jeg bruger særlig meget tid på ude i det virkelige liv. Det er ikke sådan, at jeg hader at lave mad, jeg gider det bare ikke rigtig og jeg synes der er så mange andre hyggelige ting jeg hellere vil bruge min tid på i stedet.

En gang i mellem kommer husmoderen dog op i mig og jeg går til gryderne. Men stadig i et begrænset omfang, hvorfor denne her kageopskrift er lige noget for mig - og nu kan den altså også blive for dig. Fra start til slut tager den nemlig kun ca. 30 minutter og smager ganske dejligt. Desuden er der ikke noget fedtstof i dejen, så ser man bort fra mængden af sukker og den creme fraiche, der smager så fortræffeligt til, ja så er den jo heller ikke så usund - der er jo også æble i.



Så nemt er det:
  • De 125 gr. sukker piskes sammen med 2 æg
  • 75 gr. mel røres i
  • Hæl dejen i et smurt fad
  • Skræl 2 æbler og skær dem i både
  • Fordel æblebådene over dejen
  • Drys med kanel og sukker
  • Bag tærten i 20 min. ved 200 grader
  • Server med creme fraiche eller alternativt flødeskum eller is

Velbekomme

Tak!

tirsdag den 26. oktober 2010

Forskellige hæklede firkanter

Inspireret af andres bloggerier om alternativer til de hæklede oldemor-firkanter, vil jeg lige vise et par af de forskellige hæklede firkanter jeg har haft lavet gennem tiden.

De første er blomsterfirkanterne. Har primært lavet dem i enten mohair eller uld/strømpegarn til sjaler. Prøvede også at lave nogle i bomuld med henblik på at lave et tæppe, men det var de ikke så egnede til, da kanterne ligesom er for tynde til det synes jeg.

Da Ida var nyfødt gik jeg igang med at hækle disse lilla firkanter med tanke på et lille babytæppe. Men da jeg allerede havde to i forvejen i oldemor-firkanter, blev jeg aldrig færdig med det. Så indtil videre har jeg en masse af disse firkanter liggende i skuffen.

Nu tror jeg imidlertid at tiden er ved at være moden til at lave et babytæppe til den nye baby. Tæppet skal primært bestå af lilla firkanter, men tror det skal kombineres med enkelte firkanter i andre farver, evt. gammelrosa.

mandag den 25. oktober 2010

Rädda Jobba! #2

ADVARSEL: Følgende læsning er ikke for sarte sjæle!


I går blev Ida puttet nede i sin klapvogn sammen med sin dukkebarn, eller Duddu som hun er begyndt at kalde den. Da vi så gik over til Kajsas fødselsdagsfest i Valby vågnede Ida op og blev så gal og skrigende, at vi var til stor underholdning for alle vi passerede (flere vendte sig om og kiggede og jeg så sågar en, der stak hovedet ud fra sin altan for at se, hvor den hjerteskærende larm dog kom fra). Dette resulterede i (udover hedeslag og plukveer), at jeg spadserede afsted i meget rask tempo og målrettet blik for at komme frem til min destination så hurtigt som muligt.

Men ak, da vi nåede frem kunne jeg konstatere at Duddu ikke længere var i klapvognen! Først troede jeg måske manden havde taget den op fra klapvognen derhjemme efter hun var faldet i søvn. Men da vi kom hjem sagde han, at det ikke var tilfældet. Ida må altså have smidt ham ud fra klapvognen i ren arrigskab og jeg må have været så fokuseret på at komme væk fra gaden, at jeg ikke har opdaget det.

Stakkels Duddu, alene og våd ude i den kolde nat. Da jeg lige har set Toy Story 3 har jeg ikke alene haft dårlig samvittighed over for barnet, men mindst lige så meget over for den stakkels dukke. Så i dag da jeg kom hjem fra arbejde cyklede jeg turen vi havde gået i går for at se om jeg kunne finde den igen. Men ak, forgæves....

Den dårlige samvittighed over for barnet kan heldigvis fikses, da jeg ved lige hvor jeg kan få en ny dukke helt magen til. Det står værre til med den dårlige samvittighed overfor Duddu. Jeg kan kun håbe, at der er et andet sødt lille barn, der har fundet den og leger med den, putter med den og kysser og krammer den lige så meget som Ida gjorde. SUK!

søndag den 24. oktober 2010

Opskrift på hæklet abe

Her er den så, den efterspurgte opskrift på "mine" aber. Den skulle gerne være lige til at gå til, så jeg ønsker bare god fornøjelse med hækleriet og håber at få lov at se de endelige resultater.

Du kan selvfølgelig også altid finde opskriften på min DIY-side.

Garn: Jeg laver dem som regel i almindeligt bomuldsgarn, evt. kombineret med strømpe- og nissegarn. Det vigtigste er at de farver man bruger har nogenlunde samme tykkelse.

Fyld: Bamsevat, skumgummi e.l.

Hæklenål: Jeg bruger nål nr. 3 og nogle gange 2,5 alt efter garnets tykkelse. Til øjnene bruger jeg nål nr. 2.

Forkortelser: Luftmasker = lm, fastmasker = fm, kantmaske= km, udtagning = udtagn. (2 masker i en fm), indtagning = indtagn. (2 masker hækles sammen).

Arme og ben:
Skift farve når du har 3 omgange med hver farve.
  • 4 lm samles i en ring med en km
  • Hækl 6 fm i ringen
  • 1. omg: 1 udtagn. i alle fm
  • 2.-3. omg.: 12 fm
  • 4. omg.: 3 fm, 1 udtagn. i alt 3 gange
Slut af når der er 12 striber i alt. Lav 4 ialt = 2 arme og 2 ben.

Kroppen:
Skift farve når du har 3 omgange med hver farve.
  • 4 lm samles i en ring med en km
  • Hækl 7 fm i ringen
  • 1. omg.: udtagn. i alle 7 fm
  • 2. omg.: 1 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 3. omg.: 2 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 4. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 5.-6. omg.: 3 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 7. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 8. omg.: 3 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 9.-10. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 11. omg.: 5 fm, 1 indtagn. gentag omg. rundt
  • 12.-17. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 18. omg.: 4 fm, 1 indtagn. gentag omg. rundt
  • 19.-21. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  •  22. omg.: 3 fm, 1 indtagn. gentag omg. rundt
  • 23.-25. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 26. omg.: 2 fm, 1 indtagn. gentag omg. rundt
  • 27.-32. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 33. omg.: 1 fm, 1 indtagn.  gentag omg. rundt
Luk af.

Hoved:
Laves i én farve.
  • 4 lm samles i en ring med en km  
  • Hækl 7 fm i ringen
  • 1. omg.: udtagn. i alle 7 fm
  • 2. omg.: 1 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 3. omg.: 2 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 4. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 5. omg.: 3 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 6. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 7. omg.: 2 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 8.-13. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 14. omg.: 5 fm, 1 indtagn. gentag omg. rundt
  • 15.-19. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 20. omg. og til slut: tag ind således at der for hver omg. er færre fm mellem indtagn. end den forrige. Træk de sidste masker sammen og luk af (husk at putte fyld i hovedet inden du lukker helt af)
Mundparti:
Laves i én farve.
  • 4 lm samles i en ring med en km  
  • Hækl 7 fm i ringen
  • 1. omg.: udtagn. i alle 7 fm
  • 2. omg.: 1 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 3. omg.: 2 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 4. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • 5. omg.: 3 fm, 1 udtagn. gentag omg. rundt
  • 6. omg.: 1 fm i hver fm omg. rundt
  • fortsæt som 6. omg. til du synes mundpartiet har den rette længde og luk herefter af.
Ører og øjne:
Ørerne laves i samme farve som hovedet.
Øjnene laves på en mindre nål (evt. også i tyndere garn). Her startes med sort og skiftes til hvidt ved begyndelsen af 2. omg.
  • 4 lm samles i en ring med en km  
  • Hækl 6 fm i ringen
  • 1. omg.: udtagn. i alle 6 fm
  • 2. omg.: 1 fm, 1 udtagn. i alt 5 gange
  • 3. omg.: Vend og hækl tilbage således. 3 fm, 2 udtagn., 5 fm, 2 udtagn., 3 fm
  • Luk af.
 Lav 2 af hver.


Montering:
Fyld abens forskellige dele ud med bamsevat, skumgummi e.l. og sy delene sammen. Munden syes på med en enkelt tråd garn.



TIP:
I stedet for 2 farver striber med1 omgang af hver farve, kan man også lave aben med flere farver striber med f.eks. 1, 2 og 3 omgange med hver farve. Eller, som på denne abe 4 farver med 1, 1, 2 og 2 omgange med hver farve. Eller multifarvet med en omgang i hver farve ligesom elefanten herunder. På de multifarvede aber plejer jeg også at lave striber på hovedet og kun lave mundpartiet ensfarvet.

lørdag den 23. oktober 2010

Vest til Build a bear



I morgen skal Ida og jeg til Kajsas 3 års fødselsdag (og Ida skal selvfølgelig have sin nye kjole på). Vi ved, at Kajsa har fået en Build a bear i gave af hendes forældre, så Idas gave til fødselsdagsbarnet er en vest til den nye bamse. Jeg fandt opskriften til vesten (og mange andre opskrifter til Build a bear tøj) her hos Hendes Verden.

fredag den 22. oktober 2010

Er snart klar med en opskrift


Til alle I hæklehungrende abe-elskere, der har efterspurgt en opskrift på aben her, kan jeg nu glæde ved at sige, at jeg meget snart ligger opskriften ud til jer her på bloggen.

Jeg må indrømme, at jeg har haft mine betænkligheder ved sådan officielt at publicere opskirften. Men er nået frem til, at det er helt i orden, da det jo er en opskrift "fundet på" af min veninde som jeg så har rettet lidt til, og så skulle der vel ikke være noget bøvl med ophavsret osv. Mange af de andre dyr jeg laver, kan du finde opskrifterne på i denne bog.

En anden ting jeg har tænkt på er, om jeg nu var ok med, at en masse andre kunne lave "min" abe uden, at jeg egentlig for noget for det. Og her er jeg noget frem til, at det jo er en stor credit i sig selv, at så mange af jer synes aben er så fin, at den er værd at gøre efter.

Så inden weekenden er omme skal I nu alle sammen få mulighed for at slå jer løs og lave jeres helt egne Praleri-aber (som jeg forhåbentlig får en masse links til billeder af, når de er færdige).

onsdag den 20. oktober 2010

Efterårsdag


I mens bøllebarnet er med sin mormor, moster mormor og kusiner og fætter til Halloween i Tivoli, sidder jeg og nyder denne kop kamille thes helende egenskaber (og har en lille smule ondt af mig selv og mit snottede hoved) og lader mig underholde i ro og mag foran the World Wide Web.

mandag den 18. oktober 2010

Kjole med knipling

Siden jeg i sommers så Lis' kjoler med bærestykke, har denne kjole boet oppe i mit hoved. Nu har den fået form og bor nu også ude i virkeligheden.

Bærestykket er fra en gammel knipling som jeg for noget tid siden fik af min svigermor, der havde det liggende fra hendes mor. Stoffet er fra Stof 2000's petit fleur-serie (eller fattigmands-liberty om man vil. Men fint er det). Den mangler stadig at blive lagt op forneden og på ærmerne og få knapper i lukningen bagi, men Ida skulle lige prøve den først så jeg kunne se, hvor meget den skal lægges op.

Jeg er tilfreds med resultatet fordi den er blevet som jeg havde forestillet mig. Men den er godt nok også meget yndig, og hvornår er det lige, at der er lejlighed til at Ida skal være så yndig? Tja, det må vist opsøges, for det er lige nu hun passer kjolen. Næste kjole i samme snit skal vist syes i stof med et lidt andet udtryk (måske).

Se også hvor yndigt hun sidder og læser, når hun har kjolen på. Synes helt hun ligner en fra Det lille hus på prærien.

lørdag den 16. oktober 2010

Efterårssjov




Weekenden er blandt andet blevet brugt på at nyde det gode vejr. Lørdag kom vi forbi Lindevangparkens soppebassin. Bassinet er nu tømt for vand, men er tilgengæld fyldt med en masse efterårsblade man kan kaste rundt med.

Solopgang



I går skrev Rakel dette indlæg, om at nyde sin nærhed. Pudsigt nok havde jeg selv samme morgen været oppe og forevige dagens solopgang, der på det nærmeste lignede et ildhav her over Frederiksberg (der selvfølgelig ikke kommer helt til sin ret her på billederne).

Min nærhed ser ganske vist anderledes ud end Rakels, og jeg er typen der finder ro i midt i mængden af mange mennesker, men i går fandt jeg også tid til at stoppe op og nyde den.

fredag den 15. oktober 2010

På med de lyserøde briller

Nu kan jeg uden den mindste tvivl i sindet tage de lyserøde briller på, når det gælder diverse forberedelser til Baby#2. For der var ingen tvivl til scanningen i går, det er en pige! Jeg fik selv vist, fremhævet og forstørret en del billeder af beviset mellem benene af scanningsjordemoderen. Hun var på intet tidspunkt i tvivl og tænkte sikkert, at jeg i hvert fald heller ikke skulle gå derfra med tvivl om kønnet. Nu hed det jo også en "kønsscanning" det jeg var til.

Men det blev da også til en masse billeder af andre ting, bl.a. denne lille hånd.

Det runde til venstre er kroppen set i et tværsnit.

Jeg er rigtig glad for, at jeg gjorde det og det var en rigtig hyggelig oplevelse bare at få lov til at ligge og kigge, kigge og kigge på det lille væsen inde i maven og ikke mindst at få stillet min nysgerrighed fuldstændigt angående kønnet.

onsdag den 13. oktober 2010

Færdiiiig!

Det var nemlig slet ikke svært at strikke den lille vest til Ida. Jeg startede lørdag eftermiddag og er i dag onsdag blevet færdig med den, og det på trods af, at jeg har måtte pille lidt op to gange fordi jeg havde lavet forkert. Men det hjalp selvfølgelig også på strik-processen, at jeg havde en hel sygedag på sofaen i går, hvor jeg, når ikke jeg sov, kun sad og strikkede (og på pind 4,5).


Jeg har fået helt mod på at lave en til. Måske i en mere julet farve, der kan passe til det jule-outfit jeg går og planlægger at sy til Ida? Den er dog blevet lidt stor så vil lige afvente første vask førend jeg kaster mig ud i endnu en i samme størrelse (har lavet en str. 2 år og Ida er jo også kun 16 mdr.).




Så vil roligt anbefale opskriften videre - også til de ikke helt ferme strikkere som jeg selv. Du kan finde opskrift og garn lige her.

søndag den 10. oktober 2010

Store tanker om egne evner


Man skal som sagt ikke sætte sit lys under en skæppe (hvad det så end er?) og jeg har tænkt mig at lave et baby-/legetæppe med en kæmpe applikation på efter denne skitse. Og nej, jeg har ikke lavet noget lignende før. Jo altså jeg har lavet applikationer før, men "kun" i mindre skala på tøj, tasker ol. Men det er vel bare med at have nogle ordentlige skitser, vlisofix og tålmodighed nok (?!).

Jeg vil kaste mig over projektet straks efter min scanning på torsdag - det er alligevel et for stort projekt til at satse forkert på det enten tøsede eller drengede look.

lørdag den 9. oktober 2010

Vi pjækker

Ida er på sin første lange weekendtur nede hos sin mormor og morfar på Falster. Hun blev hentet af min mor i går morges og skal være hos dem helt til i morgen, hvor vi skal mødes til en familiefødselsdag i Roskilde. Manden og jeg havde derfor skyndt os at bestille bord til i aften på en italiensk restaurant, vi har haft lyst til at prøve i et stykke tid. Men da vi skulle til at gøre os klar, fik vi kigget på hinanden og spurgt, om det egentlig var det, vi havde allermest lyst til på denne friaften. Og næh, det var det faktisk ikke. Så jeg ringede og aflyste vores reservation, og nu skal vi bare hygge herhjemme og har bestilt mad, der kommer helt af sig selv (min yndlings form for mad).

Selvom vi savner Ida og snakker en del om hende, så har det bare været så rart, at siden vi fik fri i går eftermiddags, har vi kunne trisse rundt herhjemme og lave lige det vi har allermest lyst til uden at skulle tænke eller tage hensyn til andre end os selv (som f.eks. at indtage samtlige måltider i sofaen foran fjerneren).



Min ambition var først at få ryddet op og rigtig gjort rent i denne weekend. Men så slog det mig, at det kan/skal jo altid gøres - barn hjemme eller ej. Så i stedet har jeg fået syet på mit patchworktæppe, ryddet op i mit hobbyrum (det er nemlig den mere sjove slags oprydning), syet lidt og startet op på mit nye strikketøj som jeg skal hygge mig med resten af aftenen, nu hvor vi bare skal hænge ud herhjemme. Skønt. Men så er jeg (vi) vist også blevet tanket op med voksentid for denne gang. For ih, hvor jeg dog glæder mig til at blive genforenet med min bøllepige igen i morgen!

fredag den 8. oktober 2010

Hvad fjollede gravide har lyst til

Jeg har besluttet mig for at få lavet en ekstra kønsscanning af Baby#2. Manden synes jeg er håbløst fjollet, ramt af graviditetskuller og sikkert en masse andet han ikke siger højt. Men da jeg igen i morges lå vågen fra klokken 4 af, kom jeg til den enighed med mig selv om, at hvis det virkelig er det jeg har lyst til, så er jeg altså voksen nok til at bestemme, at det må jeg godt. Graviditetskuller eller ej!

Baby#2 til 12-ugers scanning
Jeg havde også stor lyst til at få lavet en ekstra scanning da jeg ventede Ida, men da undlod jeg at gøre det, dels fordi manden synes det var fjollet, dels pga. prisen og nok især fordi vi da havde fået meget sikkert at vide til 20-ugers scanningen, at det var en pige vi ventede. Denne gang fik vi jo som sagt kun at vide, at det umiddelbart lignede en pige, men da hun ikke rigtig kunne komme til at se det ordentligt, kunne vi da have et enkelt drengenavn i reserve. Og jeg vil altså bare gerne vide sådan nogle ting med sikkerhed, da jeg ikke er specielt god til uventede overraskelser. Og tænk nu, hvis det er en dreng og jeg så kun har fået lavet pigeting? Desuden kan jeg (ligesom de fleste gravide kvinder, tror jeg) godt lide at blive scannet og få et lille kig ind til den lille i maven. Så hvorfor ikke gøre det man har lyst til, når nu man har mulighed for det?

Baby#2 til 20-ugers scanning
 Derfor skal jeg nu scannes igen i næste uge, bare sådan en lille hurtig og billig kønsscaning i 2D for at få stillet min nysgerrighed og trang til at se til den lille. Det må jeg godt, det har jeg nemlig selv sagt!

torsdag den 7. oktober 2010

Barselsgave til Elin


På min fødselsdag for knap 1,5 uge siden, fødte en af mine veninder en lille lækker pige ved navn Elin. I tirsdags var vi alle tøserne ude for at se på Elin for første gang (samt forældrenes nye lejlighed, som de flyttede ind i 4 dage efter fødslen - hatten af for det (tvungne) overskud) og hun skulle selvfølgelig begaves med barselsgaver. Af mig fik hun dette legetæppe, der har været model for min seneste DIY.

onsdag den 6. oktober 2010

Strikketid

Jeg fik lige sådan en lyst til at kaste mig over noget strikketøj. Derfor har jeg købt garn og opskrift til denne lille vest til Ida. (Billedet er lånt herfra)

Jeg plejer ellers at foretrække at sy eller hækle, da det giver de hurtigste resultater til en lidt utålmodig sjæl som mig. Måske det er noget med årstiden, der lægger op til strik?

Strik til Ida plejer jeg at overlade til hendes mormor, men har da haft lavet noget selv, nemlig denne babyponcho som hun brugte sidste vinter. Men den er ærlig talt også meget simpel at lave og på meget store pinde. Du kan finde den gratis opskrift på den lige her.


Hulmønster og ærmegab er det noget tid siden jeg sidst har været kastet over. Men hvis jeg kunne det en gang, så kan jeg vel igen! Hvor svært kan det være?

tirsdag den 5. oktober 2010

Lidt nyt til Baby#2

Min øjne trængte efterhånden til at se på noget andet end mit igangværende patchworktæppe (som ellers skrider støt fremad), så i går aftes fik jeg lavet min første ting til Baby#2. Det blev til et sæt babysengetøj i det røde Libertyprint Mitsi.



Da jeg ventede Ida drømte jeg også om et babysengesæt til hende i Liberty, men blev lidt for nærig (hun endte dog alligevel med en del sengetøj i nogle heller ikke helt billige stoffer, så måske det kunne være gået lige op). Men for noget tid siden lovede jeg mig selv, at hvis jeg skulle have en pige til, så måtte hun godt få sengetøj i dette print. Desuden var jeg så heldig at få et gavekort til Malika & Rosa i fødselsdagsgave, som jeg har købt stoffet for.



Derfor blev der også stof nok både til dyne og pudebetræk, lidt til at lave bånd til bendler og så er der endda stadig en en lille bid tilbage til at sy noget af enten til Ida, Baby#2 eller måske begge.


Baby#2 er nu begyndt at sparke rigtig godt til inde i maven, så manden nu også har fornøjelsen af at mærke hende en gang i mellem. De der små spark synes jeg er noget af det bedste ved at være gravid og tror aldrig jeg bliver træt af dem.

mandag den 4. oktober 2010

Lidt retro til Baby#2

Sidst jeg var hjemme hos mine forældre og ledte det gamle dukketøj igennem for tøj til Idas dukkebarn, fandt jeg også denne lille babytunika. Kunne det mon være et Graziela-print?


Det er min moster, der har syet det til min kusine da hun blev født og så er det åbenbart senre blevet brugt til dukketøj. Der var også et par blebukser til.


Fandt også en i gul.



Ved ikke hvor anvendeligt sådanne forklæde tunikaer er til en lille baby, men nu er de blevet vasket og lagt i skabet med ting til Baby#2 (som udover disse tunikaer indtil videre kun indeholder lagen og stiklagen til barnevognen).
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...