Babuschka buksedragt

Så blev det til endnu en sommerbuksedragt til Ida, denne gang i Babuschka-print. Jeg har igen taget udgangspunkt i EG-modellen, men i stedet for at klippe ind til ærmegab og stropper, har jeg klippet stoffet lige over og lavet et bredt stykke smock og tynde bindebånd om skuldrene.


Den kunne godt have været et par centimeter længere i overdelen, når man laver den på denne måde, for der kommer lidt "camel-tå" i bleen, hvis den bliver hevet for langt op over brystet. Men så ved jeg det til næste gang. Alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med mit lille eksperiment, som har været en idé oppe i mit hoved i noget tid. En ting jeg virkelig godt kan lide ved denne dragt er, at den giver frit udsyn til de små runde, bløde og buttede babyarme og -skuldre.


Ida virkede også godt tilfreds med den nye dragt her til morgen. Hun er blevet en endnu større bølle-baby efter hun er startet i vuggestue, og det nærmest lyser ud af hende. Men hun har det så dejligt ovre i vuggestuen og hun er glad hver morgen vi kommer derover og det er virkelig skønt.

Der er kommet en tomat!

Den 30. april i år plantede jeg to små tomatplanter på vores sydvendte altan, som jeg havde købt til en 10'er stykket i det lokale supermarked. Nu har de efterhånden vokset sig store og frodige og skal vandes hele tiden.

Idag spottede jeg (endelig) til min store glæde den første lille grønne tomat. Jeg håber den er den første af rigtig mange velsmagende cocktail-tomater.

Sommerbuksedragt

Nu hvor sommeren for alvor er kommet til os, syntes jeg Ida trængte til noget nyt sommertøj. Hun kan ikke gå endnu, så jeg synes stadig hun skal have noget ned over knæene, så de ikke bliver alt for skrammet ovre på vuggestuens legeplads, så alle de søde sommerkjoler og nederdele må vente lidt endnu. Det er derfor stadig Elsebeth Gynthers buksedragt-mønster der er det foretrukne mærke herhjemme. I tyndt bomuld og med smock her og der bliver den også en lille smule sommerkjole-agtig.

Her har I mig tilbage

De sidste par måneder har jeg og 8 andre tøser været i gang med planlægning og koordinering af en rigtig god venindes polterabend. Som dagen har nærmet sig har indsatsen været intensiveret og derfor har aktiviteten på bloggen også været dalende i denne periode. Men i går blev det hele afviklet, med en overrasket brud, godt vejr og glade gæster. Alt forløb efter bedste evne og jeg er ret sikker på vi fik sendt en meget glad brud godt på vej til det ægteskabelige liv.


Nu hvor dagen er lykkeligt overstået, regner jeg med at komme op på den kreative hest igen og få lidt mere gang i produktionerne af diverse projekter. Blandt andet venter en kage-bestilling på at blive gjort færdig og sendt af sted.


Og så har Marapytta-Line fået inspireret mig med dette indlæg, til at komme i gang med det tæppe jeg længe har planlagt at lave. Det skal ikke være et sengetæppe som Lines, men et sofatæppe til mit hobbyrum. Jeg har regnet mig frem til at jeg skal bruge 321 sekskanter for at få den ønskede størrelse. Jeg forsøger ikke at gå farve-amok som jeg ellers har tendens til og holder mig til tre farvekategorier; lyslilla, mørklilla og turkis.


Hver af disse bunker skal derfor være 107 sekskanter høje. Jeg ved ikke helt endnu, hvordan mønstret skal være, så regner med at sy de fleste op på pap og så pusle mig frem til det. Forhåbentlig har jeg et tæppe at varme mig med, når sommeren er ved at være ovre.

Glædelig Skt. Hans aften

Bare rolig, jeg overlevede Kvindeløbet og det er ikke derfor jeg har været stille de sidste par dage, jeg har bare ikke lavet så meget, der har været værd at blogge om.

Idag vil jeg vise jer vores altanbordsløsning - noget jeg efterspurgte for noget tid siden her på bloggen. Jeg synes jeg har fundet en perfekt løsning til vores ret smalle altan med et bord, der hænger på gelænderet og kan klappes ned, når vi ikke bruger det.


Og så vil jeg da også ønske jer alle sammen en rigtig dejlig Skt. Hans aften. Efter flere planer har været i spil, er vi endt med bare at skulle have en stille og rolig Skt. Hans aften herhjemme med indvielse af vores nye altanbord til aftensmåltidet. Senere går vi nok en tur og spejder efter bål og en lille is.

Puha

I aften skal de her sko luftes til dette her løb.

Er noget spændt på, hvordan det skal gå, for må indrømme løbetræningen ikke har været topprioritet på det sidste. Men jeg kunne løbe hele distancen før jeg fik Ida, så det kan jeg vel også nu?!

Lidt nyt til gemmerne

I går var jeg forbi de to meget lækre butikker på Smallegade, Barnelil og Garniture og fik selvfølgelig et par lækkerier med hjem.


Først og fremmest denne helt vildt skønne æske fra Mini Labo.


Og lige meget hvad manden nu kan finde på at sige, så gik jeg faktisk og manglede en ny opbevaringsæske til alle mine forskellige patchwork-skabeloner.



Jeg fik mig også 3 nye bambi-bøjler til Idas tøj (har nemlig nu også fået en knage at hænge dem på) og et ark papir på 50x70 cm fra Blafre med søde blå retro-elefanter.


Dejligt med lidt nyt til gemmerne!

Connie Jensen

Mange tak for alle jeres kommentarer til mit forrige indlæg. Sjovt at høre om andres tøjdyrsnavne og ikke mindst begrundelserne. En del af jer har også kommenteret på og spurgt til mit bamsenavn, Connie Jensen. Forklaringen her på synes jeg fortjener et lille indlæg for sig selv. Så her får du "Historien bag Connie Jensen".


Da jeg var omkring 7 år gammel var jeg med en veninde inde og se den danske børnefilm "Negerkys og labre larver" og jeg syntes bare det var en rigtig, rigtig god film (har sjovt nok ikke set den siden, måske man skulle prøve at støve den op). Den flotte pige i filmen hed, som du måske har gættet Connie, derfor kom min på det tidspunkt eneste bamse også til at hedde Connie. Den stod i min vindueskarm hele dagen og så fik jeg den over til mig i sengen, når jeg blev puttet om aftenen.

På det tidspunkt begyndte jeg at lege med en anden veninde, hvis mor tilfældigvis også hed Connie, og hende skulle vi ringe til hver dag på hendes arbejde, når vi kom hjem fra skole, for at sige vi var kommet hjem osv. Og hun hed "Jensen" til efternavn. Så når min veninde ringede til arbejdet sagde hun altid "Hej det er ...træffer jeg Connie Jensen?". Dette begyndte jeg så også at sige om aftenen, når jeg blev puttet og skulle have min bamse fra vindueskarmen over i sengen, "Træffer jeg Connie Jensen?" og så bragte min far mig bamsen.

Derfor "Connie Jensen".

Et yndigt dukkebarn

Ida er blevet mor, dukkemor, til det sødeste lille dukkebarn. Hun har haft dukken i noget tid, men har ikke rigtig taget den til sig. Men nu får den kys og kram og bliver vugget og trøstet - og så en gang i mellem får den lige en banke-tur i gulvet. Man er vel stadig kun 1 år.


Nu hvor hun er begyndt at lege med dukken tænker jeg, at det også må være på tide med noget tøj til det stakkels dukkebarn. Den har kun et par bukser som jeg hurtigt syede sammen i hånden af en lille stofrest, da hun fik dukken. De sidder hele tiden nede under dukkens numse og det ved vi jo alle sammen, hvor irriterende det kan føles.


Har du forresten tænkt over, at det er ret sjældent at børn selv navngiver deres dukker og bamser? Det er som regel en voksen, der har været inden over sådan en navngivning af tøjdyr. En fra min mødregruppe er pædagog og gjorde opmærksom på det. Jeg havde aldrig tænkt over det før, men kan godt se det nu. Den anden dag var der en af de store børn fra børnehaven nede i vuggestuen da jeg skulle hente Ida og hun havde sin Build-a-bear-bamse med. Da jeg spurgte, hvad bamsen hed svarede hun bare, at det vidste hun ikke. Når jeg tænker tilbage så hed mine dukker og bamser heller ikke noget. Kun én dukke kaldte jeg for "Sminke" fordi den til forskel fra de andre havde lidt rouge og øjenskygge malet på. Det var først i skolealderen jeg fik en bamse som jeg navngav og af alle navne kom den til at hedde "Connie Jensen". Den eneste bamse jeg stadig har.

Om a-kasser og orkideer

I dag har jeg været til et af de obligatoriske møder man nu engang skal til, når man som jeg går ledig. Det har jeg det på sin vis fint med, for det kunne jo være de lige havde en fidus eller et tip til, hvordan man kunne få mere gang i sin jobsøgning. Men når man som jeg møder op til en vejledningssamtale i sin dyrt betalte a-kasse, så bliver jeg ærlig talt en lille smule ked af og nedtrykt over sådan en samtales indhold og udbytte.

En bid af den indledende del af samtalen forløb nogenlunde således:
Konsulent (mens hun kiggede på mit cpr-nr.): "og hvor gammel er det du er?"
Mig: "Jeg er 28"
Konsulent: "Okay, så du er under 30 - var du også det da du tilmeldte dig som ledig?"
Mig (lettere undrende): "Øhhh, ja!"

På trods af denne tvivlende indledning formåede konsulenten at tale til mig, så jeg følte, hun så ned på mit intellekt, som om jeg ikke var "kløgtig nok" til at være kommet i arbejde og at hun derfor hellere måtte skære sine ord ud i pap for mig. Og her er vel at mærke tale om en a-kasse, der ellers ikke er bleg for at bryste sig af at være "for højtuddannede og akademikere". Men det virker bare ikke som om de selv synes det er særligt intelligente medlemmer de skal betjene. Jeg gik i hvert fald derfra med en følelse af, ikke at være god nok, have spildt min tid og langt fra tanket op med nyt gå-på-mod og jobsøgningsgejst. Ærgerligt, da sidstnævnte jo burde være resultatet af et sådan møde (synes jeg i hvert fald).

Efter sådan en oplevelse med "systemet" er det med at finde nogle andre små ting i sit liv at sætte pris på. Og dem har jeg heldigvis mange af og størst af alt min dejlige lille familie.


En anden lille ting jeg har sat pris på her til aften, er denne smukke orkide, der nu er sprunget ud i fuldt flor igen. Efter en lang dvale med alle stilkene klippet ned, tog noget pludselig ved den (næppe det varme sommervejr) og den har skudt op og skudt massevis af nye blomster ud, hvilket ellers sjældent sker for mine orkideer. Nu går jeg bare og venter på mine andre orkideer får samme idé. Hvad mon det er, der pludselig kan få en orkide til at blomstre igen, mens andre bare står grønne og ublomstrende hen år efter år?

Idas værelse

For lidt tid siden på en af de sjældne solskins-forårsdage tog jeg disse billeder af Idas værelse, for at vise jer lidt mere af min indretning derinde. Den eneste gennemgående farve jeg har brugt på værelset er hvid og så står alt legetøj, billeder, bøger mm. for de mange klare farver som jeg synes hører til på et børneværelse.

Jeg har prøvet at have en wallsticker sat på væggen, men da det er savsmuldstapet gik der ikke længe før den begyndte at glide ned af væggen igen. Da jeg så var til Babybusiness-brunch fik jeg de blå sommerfugle i min goodiebag, der passer perfekt til siden af bogreolen og dér bliver de siddende.


Lidt tidligere på foråret, da kirsebærtræerne rigtigt blomstrede pyntede dette lille træ også udsigten inde fra Idas værelse.

Ida er begyndt at lege mere derinde, men favoritlegepladsen er stadig stuen, hvor vi andre er. Så hun har både sit hjørne i stuen og sit værelse - og nårh ja, så efterlader hun sig jo også tydelige spor i resten af lejligheden.


Jeg synes hendes værelse er blevet sådan et fint og vellykket lille rum i vores lejlighed og det er klart et favoritrum - måske fordi en af hjemmets favoritpersoner beboer det?

En pigeting?

Jeg har aldrig været særlig god til præcisionsarbejde, altså på den der pigeagtige måde. Jeg har som barn altid fået at vide, at min håndskrift lignede en drengs (jeg har sågar haft en klasselærer, der noterede i en af mine opgaver fra 7 kl., at jeg så vidt muligt skulle skrive mine ting på maskine - det var før computer var en selvfølge i opgaveskrivning), jeg var længe om at lære at male inden for stregerne og når jeg malede med tusch var det altid rundt i tilfældige retninger. Jeg kan huske jeg dengang misundte de piger, der farvelagde deres tegninger i et ensartet sirligt mønster og som uden anstrengelse skrev med runde ensartede bogstaver. Og selvom jeg den dag i dag prøver at gøre mig umage så er det stadig på samme måde - mine ting bliver mere tilfældige en sirlige.

Men jeg har opdaget en ting jeg kan, helt uden at gøre mig umage eller tænke over det, det kommer bare af sig selv. Jeg kan nemlig sy ting sammen i hånden med bittesmå sirlige og ensartede sting, som jeg gang på gang beundrer og tænker ved mig selv "er det virkelig mine hænder, der kan lave sådan noget?".


Og svaret er "ja, det er mig der gør det så fint" - igen og igen og helt uden anstrengelser.

Ska' du se giraffen?

Der er for tiden en masse ting, der ikke har meget med hverken små kreative projekter eller bloggen at gøre, der optager meget af min tid. Den ene ting er Ida, der er startet i vuggestuen, og selvom hun er kommet rigtig godt fra start, så oplever vi reaktionen herhjemme ved, at hun er meget pylret og rigtig meget mor-hungrende. Klart nok, hun har jo heller aldrig været vant til, at jeg sådan "går fra hende" hver dag og den realitet tager vist lige lidt tid at sluge.

En anden stor "tidsrøver" har været denne grumme, grumme forkølelse som jeg har hevet med mig hjem i en kombination af vuggestuestart og fest i et telt i en have her i weekenden. Jeg har i et par dage ikke lavet andet end at ligge og være ynkelig på sofaen. Nu er den dog ved at fortrække og jeg er så små i gang med lidt småprojekter igen. Idag har jeg indtil videre fået færdiggjort giraffen her.


Nu har jeg bare lyst til at fortsætte med hyggeprojekterne og så lade oprydning være oprydning indtil videre - den kan jeg tage efter jeg har hentet Ida, så er der nemlig heller ikke tid til kreaprojekterne længere.

Bye bye baby - hej hej vuggestuebarn

Ida er startet i vuggestue for en uge siden og klarer det (indtil videre) super godt og imponerer med sit gode humør, nysgerrighed og store appetit. Det er rigtig skønt (og vildt) at opleve ens lille baby forvandle sig til et lille selvstædigt barn, der hver dag overrasker med nye evner.

Desværre følger der også snotnæse og diverse virusser med sådan en vuggestuestart. Ida har taget en omgang forkølelse med hjem som hun har døjet med i weekenden, og her mandag morgen havde den så sat sig på mig i stedet. Øv! Men Ida var heldigvis frisk nok til vuggestuen i dag, så jeg har ligget vagt på sofaen herhjemme i mens.



Det kunne have været hyggeligt med en friformiddag på sofaen, men jeg føler mig mest som denne kogte kanin (som jeg gætter på heller ikke er helt på toppen).

Sko, sko ikke?

Ida har fået disse lækre sko fra Bisgaard i fødselsdagsgave, men problemet er, at det jo er ved at være sandalsæson for de små fusser - en detalje jeg ikke havde tænkt på da jeg skrev ønskesedlen. Og jeg har ladet mig fortælle, at de små faktisk kun har brug for sandaler og gummistøvler hen over sommeren. Hun har derfor mere behov for denne model fra Bisgaard:

Det store problem er så det med størrelserne. For lige nu skal hun have en str. 20, hvilket skoene er købt i, men sandalerne er kun i butikken, hvor de er købt, i str. 21. Og da str. 20 allerede er 1,5 cm længere end hendes fødder er nu, bliver 21 alt for stort. På den anden side synes jeg også de lilla sko er vildt søde og vil rigtig gerne have dem til hende til efteråret, så overvejer at bytte dem til en større størrelse og så købe sandaler i str. 20 et andet sted. Men hvor store skal jeg så bytte dem til str. 21, str. 22?

Nu så jeg lige på hjemmesiden (hvor de er købt og billederne er lånt fra), at målene er forskellige fra sko til sandal, så måske sandalen i str. 21 alligevel kan bruges. Jeg må prøve at ringe til forhandleren i morgen og høre lidt mere om størrelserne tror jeg.

Puha, sikke nogle hovedbrud man skal gøre sig over sådan nogle små størrelser og deres fodtøj! Det er jo virkelig en hel videnskab...

DIY - muffins i filt

Har du lyst til selv at kaste dig ud i filt-muffins som dem jeg udloddede i min fødselsdags give away, har jeg her lavet en DIY til netop disse.

For at få nogle rigtigt lækre handler det om at have de gode ingredienser på plads. Det gode ved disse muffins (til forskel fra andet almindeligt bagværk) er, at de kan laves mens man slapper af foran flimmerkassen (eller computeren i mit tilfælde). Så det du skal bruge af ingredienser er:

• Nål og tråd i varieret farveudvalg.
• Filt i de ønskede farver - kan købes som "ark" i hobbyforretninger eller som metervare i de fleste stofbutikker.
• Bamsefyld, fyldevat el. til at fylde kagerne ud med - kan også fås i de fleste hobby- og stofbutikker.
• Muffin-forme - jeg har brugt nogle engangsforme i papir, men hvis du bruger nogle i silikone holder de længere i legekøkkenet uden at blive krøllet eller revet i stykker.
• Perler, pailletter, knapper og hvad du ellers har fantasi til at pynte dine kager med.
• Sidst men ikke mindst i god serie til at køre i baggrunden. Jeg kan i den forbindelse varmt anbefale dette link.
  

Mål omkredsen af dine forme samt hvor høj du ønsker kanten på dine kager skal være. Du skal bruge et langt stykke, der bliver til kanten rundt på kagen og to runde stykker, der bliver til henholdsvis top og bund.

Kagerne på billederne her i indlægget er i to størrelser. En lille størrelse, hvor kanten er 16 cm lang og 3,5 cm høj og toppen og bunden er ca. 5 cm i diameter. Disse størrelser passer ind i min sættekasse.

Den lidt større størrelse passer i muffin-formene fra Lagerhaus og de har en kant der er 18 cm lang, 3,5 cm høje og ca. 7 cm i diameter.


Først syes det lange kantstykke sammen så det bliver en cylinder. Herefter syr du toppen helt på, ret mod ret og med små tætte sting. Til sidst syes bunden på, også ret mod ret, men husk at efterlade en lille åbning til at vende retten ud af.

Når du har retten ud af fylder du kagen med dit fyld og syr hullet sammen så pænt som muligt. Vender du denne side ned af, så ses sammensyningen ikke så meget.


Nu er det tid til det sjoveste ved kage-syningen, nemlig pyntedelen. Vil du have "glasur" på, klippes dette og sys på. Der kan enten være et lag eller flere, der herefter pyntes yderligere med "krymmel", det kan være i samme farveskala som kagen eller en skarp kontrast - kun fantasien sætter grænser.


Hos din lokale bager kan du helt sikkert godt få lov til at købe en kageæske eller to. Kom lidt silkepapir og dine færdige muffins i æsken, det giver et meget fuldendt look og er en perfekt gave til et lille børnekøkken, café, købmandsbutik eller måske morens sættekasse?


Rigtig god fornøjelse med bageriet.

Et håndværkertilbud

For noget tid siden fortalte jeg om, at jeg havde klunset et dukkehus fra nogle genboers storskrald og nu kommer så de lovede billeder af huset.


I ejendomsmægler-terminologi vil man nok betegne det som et "håndværkertilbud". Men så længe dimensionerne ikke er større er det også ok med mig. Der fulgte også en hel pose hjemmesnedkererede møbler med, men dem har jeg ikke fået set igennem endnu.


Som I kan se er der en del K3'ere og huset skal gennemrenoveres fra kælder til kvist, have nye vinduer, males, tapetseres og have noget nyt på gulvene. Men det er et helt igennem hjemmegjort hus med mange fine små detaljer. F.eks. gemte udestuen på et fint lille parketgulv.


Efter at have muget ud og smidt til storskrald gik jeg i sving med sæbe og svamp og nu står det klar til for alvor at blive sat i stand, når jeg lige finder tiden til det.


Jeg er forresten blevet spurgt et par gange om, hvordan jeg skriver på mine billeder, og svaret er, at det gør jeg i Photoshop.