fredag den 30. april 2010

Forårsdage på Falster

De foregående dage er, foruden lange togture, gået med hygge i haven med unger, sand og hjemmebagte vandbakkelser. Ida Evelyn syntes det var fedt (forsøgsvis) at lege med sine store kusine Asta og fætter Bertil ude i haven. To dage i træk kunne vi nyde kaffen og hjemmebag ude i den lune forårssol. Den eneste uhyggelige adspredelse var den lidt skræmmende dukke, der gemte sig nede i sandkassen.

Moster havde taget alle sine tre børn med på besøg fra Bornholm og det var jo især fedt endelig at få set og ikke mindst rørt lidt ved lille Dagmar, der lige er blevet 4 uger. Det skønne stof, som Dagmar har fået dynebetræk af, fik jeg også en bid af, som jeg indtil videre har lavet til et par savlesmække til den storsavlende Ida Evelyn. Moster havde også en del andet lækkert vintagestof med til mig i lilla nuancer, som skal bruges til mit kommende lilla patchworktæppe.

Vi nåede også et smut forbi alle Nykøbings genbrugsbutikker, hvor jeg bl.a. fandt det storblomstrede pink stof, som jeg også har lavet en savlesmæk af. Derudover fandt jeg også Wiinblad-platten med stjernetegnet "Vægten", som er både mit og mandens stjernetegn, så den blev jeg jo nødt til at have med mig hjem. For nylig fik jeg også en gammel Wiinblad krukke af min morfar, jeg tænker platten skal hænge et sted i nærheden af krukken.

torsdag den 29. april 2010

Øv bøv bussemand!

Efter nogle ellers helt igennem hyggelige dage på Falster har Ida og jeg haft den mest møgsyge tur hjem i dag. Togturen var jo gratis, som jeg også har reklameret for i et tidligere indlæg, og det er vist også det eneste gode der er at sige om dagens tur. Jeg havde ellers forberedt mig hjemmefra og fundet et "hurtig"-tog, der kun skulle gøre stop ved 3 stationer inden det ankom på Københavns Hovedbanegård. Men mens vi sad i toget og ventede på det skulle køre er det pludselig og fuldstændig uannonceret lavet om til et af de tog, der stopper ved ALLE stationerne og altså er inde ca. 20 min senere + vi skulle vente yderligere 10 min. før det kørte. Her var jeg så allerede godt på vej op i det røde felt.

Da vi så når til Nr. Alslev som kun er 2. stop på turen (og lige så langt ude på landet som det lyder) får vi at vide i højtaleren, at vi må gøre et hold på ubestemt tid, der har nemlig været en personpåkørsel på Vordingborg station (som er næste stop). PIS! Da jeg fandt ud af, at det var det forgående "hurtig"-tog 10 min. før, som jeg havde planlagt at skulle med, der havde ramt personen, blev jeg egentlig lidt lettet over ikke at have været med det tog.

Men, men her stod vi så i Nr. Alslev og jeg overhørte en radiobesked til vores togmand fra Vordingborg om at"der kommer lige til at gå lidt tid med at få ryddet det her op". (Åhh, væmmelig billeder i min indre biograf) Løsningen blev så, at alle os fra toget skulle hentes i nogle busser og køres til Vordingborg, Næstved og Ringsted, hvor man så kunne tage tog videre fra. Fint nok, der gik så næsten en time før der kom en bus og det var sådan en, hvor man ikke kan få klapvognen med ind, så jeg måtte have Ida på skødet hele turen, som tog en lille times tid. Det var selvfølgelig lige på det tidspunkt, hvor hun normalt bliver lagt til middagslur, så vi underholdte i den grad hele bussen med hysterisk skrigende barn, der var så gal, at hun spruttede og kastede med det banan, jeg desperat prøvede at bestikke hende med.

Endelig nåede vi Ringsted, fik Ida ned i klapvognen og af sted i et tog hjem mod Hovedstaden, med ankomst 2,5 time senere en planlagt. Men hold da op, hvor sådan en tur tager på ens gode humør og den stakkels mand har måtte trækkes med to trætte og sure tøser resten af eftermiddagen. Nu vil jeg lige straks stå på hovedet i seng og håbe humøret er oppe igen til i morgen.

Nu er det bare ikke sjovt mere! - Idas sure fjæs da vi endelig var ankommet til Ringsted og sluppet ud af den varme bus. Moren så garanteret tilsvarende ud, men Ida er heldigvis ikke stor nok til at kunne billeddokumentere endnu.

Kuk kuk fra Falster

Jeg er som tidligere nævnt taget til Falster i denne uge. Hernede har jeg bl.a. lært min mor lidt om, hvordan man bruger Photoshop. Hun har nu fået kreeret denne collage - af mig selvfølgelig.

Vi får rigtig tit at vide, at Ida Evelyn ligner sin far vildt meget, hvilket vi også kun er enige i. Men når nu jeg ser babybilleder af mig selv, så glæder det mig at kunne se, at nogle af mine træk også går igen i mit eget afkom.


I går og i dag har stået på ren afslapning med familien, tour de genbrugs'er og hygge i haven. Ida Evelyn har virkelig nydt at have selskab af sin store kusine Asta og fætter Bertil og os voksne har virkelig nydt at sidde og dikke dikke den lille (hele-tiden-sovende) Dagmar, der bliver 4 uger i dag.

Her til aften har jeg fået syet 4 savlesmækker af en rest fra et stiklagen og noget af det vintagestof jeg har fået høstet i dag og noget som moster havde med til mig fra Bornholm. Der er nemlig mange tænder på vej hjemme hos os og dertilhørende utrolig meget overskydende mundvand, så savlesmæk er blevet et must i forbindelse med Ida Evelyns påklædning. Jeg har billeder af det hele, men kan ikke finde ud af at overføre til mine forældres computer, så de må vente til jeg kommer hjem til Frederiksberg igen.

Til sidst vil jeg gerne reklamere for et multikreativt blogtræf på Sjælland, læs mere om det her hos Mia. Jeg regner bestemt med at deltage, gør du?

mandag den 26. april 2010

Jord under neglene...

...er som hovedregel ikke noget jeg bryder mig om. I dag blev derfor undtagelsen, der bekræfter reglen. Vi har nemlig fået altan for første gang nogensinde og faktisk hele 2 stk - en mod syd og en mod vest. Og selvom jeg ikke er det store have/plante menneske, så kan jeg godt lide at have noget pænt at se på. Jeg lod mig derfor inspirere af et indslag i Go' morgen Danmark om oppyntning af altaner og har været ude at investere i altankasse, jord og planter til den sydvendte altan (mere kunne jeg ikke slæbe med hjem på klapvognen, det kunne dårligt gå med alt det jeg havde købt - valgte jo også lige at handle ind i Netto på hjemvejen!).


Jeg er som sagt ikke så meget for det der "jord under neglene" og da jeg ikke ejer en skovl brugte jeg en grydeske til at øse jord op i altankassen og til at presse det fast rundt om planterne. Det fungerede fint, men jeg undgik ikke helt at få lidt jord op under neglene - i hvert fald på den ene hånd.



Min lille hjælper var selvfølgelig også på pletten og hun er modsat sin mor, slet ikke bange for at få jord under neglene - eller mellem tænderne (tanden!) for den sags skyld!


Og sådan ser der nu ud efter dagens "have"-arbejde, ret hyggeligt synes jeg. Nu skal vi bare have fat i en rigtig god stol til at sidde og sole i. I ved sådan en, hvor man kan slå ryggen tilbage og benene op - det kan der vist lige blive plads til.

Det ser også hyggeligt ud indefra.

I dagens altankasse har jeg plantet 2 lyserøde pelargonier (Dronning Ingrid måske?), som jeg altid har drømt om at have på min altan (har bare aldrig haft en altan før nu), en ørepineplante (den hedder rigtigt en duft-et-eller-andet-med-g, men hvis du krøller et blad sammen og kommer i øret, så varmer det dejligt og er derfor godt mod ørepine - har selv prøvet det som barn), en hortensia og en lille efeu som jeg håber vokser sig stor og måske kravler lidt ud over altankassen. Desuden vil jeg gerne have en cherrytomat-plante op af muren, nu hvor det er en sydvendt altan.
På den anden altan står der lige nu vasketøj, men den skal også snart pimpes lidt op med et par altankasser og et cafébord med to stole. Jeg tænker lidt på, at der skal plantes nogle krydderurter på denne side, men gode idéer og råd til, hvad der gør sig godt i en altankasse vendt mod vest, modtages meget gerne. Vi er nemlig ligesom Mette heller ikke helt voksne i forhold til det med plante-shopping (vi har ikke en gang investeret i bilen endnu), hvilket måske også afsløres lidt i min ovenstående beskrivelse af de planter jeg har købt i dag.

Jeg vil slutte dagens indlæg med et lille tip. Det er nemlig ganske gratis at rejse med toget mellem København-Nykøbing F. frem til den 2. maj, hvis man bestiller en sms-billet fra DSB - se mere her. Det falder så heldigt sammen med, at jeg og Ida skal til Falster for at besøge mine forældre og se min nye niece Dagmar, der også er på besøg dernede fra Bornholm sammen med sin mor og søskende. Manden må desværre blive hjemme og passe hverdagen. Skønt! Synes også DSB efterhånden skyldte mig en gratis togtur eller to for alle de dyre togbilletter jeg efterhånden har betalt til dem, så tak for tuen DSB - vi er at finde sy'på resten af ugen.

Sidste dyr til salg

Jeg startede mit lille udsalg af hæklede dyr i går aftes. Nogle har været hurtige, hvilket jeg jo kun er glad for. Men der er stadig et enkelt dyr tilbage til salg, nemlig denne elefant.

Elefanten er i blå og grønne farver og med et rasle-æg i maven. Kan både stå og sidde. Den koster 180 kr. + porto på 20 kr.

søndag den 25. april 2010

Fire hæklede dyr sælges nu


Så har jeg fået lavet fire dyr færdige og de er nu til salg. Det er som sagt efter først-til-mølle-princippet. Så de første, der skriver til hvert dyr her på indlægget, kan købe det til den opgivede pris. Husk at skrive i kommentaren, hvilket dyr du ønsker at købe.

Dyr A: Lyslilla elefant med sølv fødder og ører. Koster 150 kr. + porto på 20 kr.


Dyr B: Stribet elefant i grøn og blå farver med "rasler" i maven. Koster 180 kr. + porto på 20 kr.


Dyr C: Abe i rød og orange striber. Koster 180 kr. + porto på 20 kr.


Dyr D: Abe i lilla og lyslilla striber. Koster 180 kr. + porto på 20 kr.

lørdag den 24. april 2010

Lidt keramik



I min familie er vi heldigvis mange der er kreativt begavede. Det bliver brugt både professionelt og på hobbyplan og det spænder fra blomster, planter og havebrug, filt, garn og syning, keramik, maling, smykkekunst og møbelpolstring. Heldigvis er vi også en stor familie, så evnerne er delt ud over mange. I dag vil jeg gerne vise jer lidt af det, der er lavet i keramik.

Drikkekrus

Det er alt sammen noget vores moster fra Bornholm har kreeret gennem tiden og som står hjemme hos mine forældre.

Drikkekrus og æggebærer
Vase og fyrfadslysestager

Vase med individuelle huller til hver blomst

fredag den 23. april 2010

Fed fredag aften

Ida Evelyn og jeg har en hyggefredag alene hjemme, da manden er til noget afskeds-halløj for en kollega. Jeg har været dybt optaget af at rydde op i mit garn; smide væk, sortere rester til dyr, rulle op og lægge ned i en skuffe, hvor små fedtede babyfingre ikke uden videre kan få fat i det. Desuden har jeg også taget nogle små nøgler af mærkeligt garn jeg aldrig for brugt og lagt i en lille kurv som Ida Evelyn kan få til selv at rode med. Tror det bliver en af hendes fødselsdagsgaver.

Men når man er den eneste voksne hjemme og er optaget af andre ting, ja så har den pilfingrede turbobaby pludselig gang i noget ballade. For Ida Evelyn kunne det simpelthen ikke blive federe; jord, garn og fjernbetjening lige inden for rækkevidde - også endda efter sengetid. Fede tider!


Nu er bøllen blevet vasket og lagt i seng og sover nu trygt efter den sædvanlige 20 minutters brydekamp og give-vand-rutine. Har lige sat yndlings kitsch-filmen "Saturday Night Fever" på. Elsker simpelthen introscenen med Tony aka John Travolta, der går taktfast ned ad gaden med brystkassen forrest, store flipper, røde skindsko og en malerbøtte i hånden, alt sammen akkompagneret af "Stayin' alive". Tror ikke jeg gider se hele filmen, men vil bare zappe lidt rundt til de lækre dansescener (nu hvor man ikke selv kan komme ud at svinge diskohofterne).

God fredag til jer også - night fever, night feveer!

Fra vinter til sommer

Som I måske allerede har bemærket, har jeg udskiftet min header her på bloggen. For noget tid siden fik jeg lavet den med den lilla abe på Poppy & Daisy baggrund, som jeg er blevet rigtig godt tilfreds med. Synes det repræsenterer min blog meget godt, da jeg ved, at mange af jer kender til bloggen på grund af mine hæklede aber og jeg derudover er rigtig glad for Liberty-print.


Her på det sidste er jeg dog begyndt at syntes, at header'en trængte til lidt varmere sommerfarver nu, hvor det også er blevet varmere og mere solrigt uden for. Så i går aftes sad jeg og nørklede med billeder og Photoshop. For at holde noget genkendelighed fra min tidligere header, har jeg lavet en ny efter samme fremgangsmåde blot i mere sommerlige farver. Baggrunden er derfor mit nyindkøbte Small Susanna-Liberty og aben er i pink/lyserød.


Jeg er blevet meget tilfreds med det nye resultat (også) og er rigtig glad for muligheden for sæsonvariation samtidig med genkendeligheden bevares. (Og jeg har jo efterhånden lavet mange forskellige aber og med de mange forskellige Liberty-prints jeg håber på efterhånden at få fingrene i, er der jo uendeligt mange variationsmuligheder)

torsdag den 22. april 2010

På stoffer!

I går aftes ved 20-tiden kunne man se to storsludrende og stedsansforvirrede veninder liste rundt ude på Amager med barnevogn og topmave i jagt efter en kælder, hvorfra der efter sigende blev forhandlet de lækreste stoffer. Efter lidt bustur først den ene vej og så den anden vej lykkedes det for os at finde frem til Malika & Rosa's stofkælder. Og vi blev ikke skuffede. Uh, hvor var der bare meget lækkert stof, hylde op og hylde ned og lagt rigtig flot og overskueligt frem så man bare kunne gå og kigge, pille og savle. Gid jeg havde sådan en kælder!


Jeg havde jo forberedt mig lidt hjemmefra og udset mig hvilke stoffer jeg skulle have, men når man står over for ALLE de flotte mønstre og farver er det svært ikke at lade sig friste. Men det lykkedes alligevel meget godt for mig ikke at blive alt for fristet. Lod endda det ellers planlagte uglestof vente til en anden god gang, da det alligevel varer noget tid inden jeg skal sy juniorsengetøj til Ida Evelyn.


Jeg fik købt Small Susanna-Liberty, men ikke helt i den farve jeg først havde tænkt mig. Da jeg så den i virkeligheden synes jeg den var lidt skrap i farverne ift. det skal være til et par bukser til mig selv. Lige ved siden af lå der i stedet det samme mønster i en lidt mere varm farvetone, lige kommet ind af døre, så den snuppede jeg. Jeg kom også lige til at snuppe en lille smule af den lilla Capel, til at bruge til smådetaljer på forskellige ting og til mit fremtidige patchwork-tæppe i lilla nuancer. Det samme skal den lille stump lilla Poppy & Daisy jeg var så heldig at finde også bruges til. Den er jo ellers en udgået som Tana Lawn ,og det er også kun en rest-stump på 74x26 cm, men kan jo fint bruges til lidt patchwork. Kina-pige stoffet er som det eneste, købt helt som planlagt.

tirsdag den 20. april 2010

DIY - patchwork med sekskanter

Nu ved jeg jo godt, at der er mange af jer, der godt kan lave patchwork med sekskanter, eller har lært det i den forgangne weekend på blogtræf. Givetvis findes der også andre gode DIY's til sekskants-patchwork andre steder i Blogland. Men nu havde jeg altså fået taget billeder og gjort klar til min egen DIY. Og det kan jo være der sidder nogle derude, der stadig kunne have glæde af en sådan guide.


Jeg har jo sat mig for, at dygtiggøre mig inden for og lære forskellige syteknikker og øvrige håndarbejdsdiscipliner. Løbende her på bloggen har I kunne og kan fortsat følge mine succeser og (enkelte) fiaskoer, men efterhånden som jeg får lært og afprøvet (for mig) nye ting, har jeg også lyst til at give videre af lærdommen. Jeg er med andre ord ingen mester i det jeg guider om og har heller ikke patent på de viste fremgangsmåder, muligvis findes der andre og mere officielle måder at gøre tingene på. Tilgengæld synes jeg det er rigtig sjovt og ekstra lærerigt for mig at lave disse DIY's, så I kan godt regne med flere af dem her på Praleri-bloggen.

Men nu til de der sekskanter...


1. Start med at klippe sekskanter ud i pap. Man kan vist købe færdige skabeloner, men du kan også printe en fra nettet. Jeg fandt denne ved en billedsøgning i Google.

2. Herefter klipper du stofstykker ud i sekskanter, der er en smule større end papstykket. Evt. kan du klippe en papskabelon i en passende størrelse til dette.

3. Ri stoffet fast på pappet. Brug en god spids nål, så er det lettere at komme igennem pappet.

4. Lav nu en masse sekskanter. Det er en god idé fra starten af at tænke over, om dit endelige resultat skal være i et bestemt mønster eller bare mere eller mindre tilfældigt syet sammen.

5. Du får det flotteste resultat, hvis du presser sekskanterne efter stoffet er riet fast og inden du begynder at sy dem sammen.

6. Begynd herefter at sy de første sekskanter sammen ret mod ret og med bittesmå sting.

7. En god måde at starte på er ved at sy sekskanter fast hele vejen rundt om én sekskant.

8. Herefter syr du de øvrige sider på "de nye" sekskanter sammen.


9. Så har du nu en såkaldt "blomst". Den kan bruges som den er som en slags applikation på noget andet f.eks. en pude, eller du kan sy videre på den, hvis du vil lave noget der er større f.eks. et tæppe eller et pudebetræk.

10. Efterhånden som du får syet sekskanterne sammen kan du fjerne papstykkerne bagpå ved at sprætte ristingene op og pille pappet ud. Herefter kan du genbruge papstykkerne til nye sekskanter.

11. Så er det bare at fortsætte til arbejdet har den størrelse og form du ønsker til dit projekt.

Rigtig god fornøjelse.

Smugkig

Vil lige give jer et lille smugkig til nogle af de hæklede dyr jeg snart sætter til salg her på bloggen. Jeg regner med der bliver 4-5 stykker sat til salg efter "først til mølle", så må vi se hvordan det går.

Og nu vi er ved det der med at smugkigge, så har vi jo et lille hængeparti (host, host) herhjemme med nogle gardiner. Egentlig utroligt, hvad man kan vende sig til at leve uden. Men nu hvor solen for alvor er begyndt at tage fat, er det blevet ret kritisk og ret nødvendigt med nogle gardiner - snarest!

Som I kan se har vi nogle ret store vinduespartier og solen varmer godt op herinde, og når solen står lige på er det nærmest umuligt at foretage sig noget herinde. Det samme gælder i køkkenet og i mit hobbyrum.

Så nu har jeg kastet mig over de 12 meter stof, der længe er blevet flyttet rundt på ude i mit hobbyrum, og er gået i gang med at producere gardiner i lange baner til vores kæmpevinduer. I køkkenet og i hjørnet af stuen har vi dog bestilt pliségardiner, der kan skærme lidt mere af for solen.

Mit allerførste hjemmesyede gardin

Forhåbentlig får vi så også snart nogle gardinstænger sat op, så vi for alvor kan få glæde af mit syarbejde...

mandag den 19. april 2010

Kendte du godt de her?


Faldt lige over disse cool fusionssneakers mellem Nike og Liberty Fabric, da jeg surfede lidt rundt på nettet via en søgning på "Liberty prints". De blev lavet for et par år siden, så man kan sikkert kun finde dem brugt i dag. Men ved heller ikke om det er noget man sådan rigtig ville gå med, men fine det er de.

Til alle jer da var til Blogtræf i går i Silkeborg, vil jeg blot her til sidst sige, at jeg tænkte på jer flere gange i løbet af dagen og var en kende misundelig. Håber jeg en dag kan komme til at deltage i et lignende arrangement. Indtil da glæder jeg mig til at høre om dagen og dens kreative udbytte rundt omkring i Blogland.

fredag den 16. april 2010

Lidt stoffer til sommerkollektionen

Nu hvor en ny og varmere årstid for alvor banker på døren er det også tid til at få lidt varme og klare farver ind i gaderoben og stofsamlingen. Heldigvis har jeg en date med min veninde i næste uge, om at tage ud og handle lidt nye stoffer. Vi har bl.a. planer om at tage ud til Malika & Rosa på Amager og jeg har selv skumle planer om også at komme forbi Værnedamsvej og denne butik - måske det ikke bliver på den samme dag.

Men for at det ikke skal blive alt for overvældende med alle de stoffer og muligheder, er jeg gået i gang med lidt planlægning og research hjemmefra. Reglen er, at jeg ikke må købe noget stof uden at vide, hvad jeg skal bruge det til, ellers kommer jeg bare til at købe alt, alt for meget... Her er de foreløbige planer:

Jeg har tænkt mig at denne sommerlige udgave af Liberty-printet Small Susanna skal blive til et par lige så sommerlige bukser til mig selv. Jeg vil på dem sy et bærestykke i livet og en kant forneden af hvert bukseben i den pink/hindbær Capel.

Den pink Capel vil jeg også bruge til et par små mamelukker/bukser til Ida Evelyn.

Og jeg tænker de bukser bl.a. vil passe godt inden under en slå om kjole/kimono i dette print med små Kina-piger.

Og så har jeg også forelsket mig i dette uglestof fra "what a hoot"-kollektionen. Du kan se mere af det lige her, hos Malika & Rosa. Dette stof tror jeg skal blive til Ida Evelyns første juniordyne sengesæt (selvom hun stadig sover med babydyne og sikkert gør det resten af sommeren også). I kollektionen er der også matchende polkaprik-stoffer og bagsiden til juniorbetrækket vil jeg lave i den lillaprikkede.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...