lørdag den 6. marts 2010

9 måneder inde - 9 måneder ude

Er der noget jeg er blevet vild med efter at have fået min datter, så er det fødselshistorier. Jeg prøver nogle gange at bilde mig selv ind, at andres fødsler ikke rigtig interesserer mig, men jeg griber mig selv i gang på gang at sluge hver og en jeg hører råt. Også dem der efterhånden er blevet fortalt her i blogland og alle andres for den sags skyld (sad sågar og knep en lille tåre da Rachel "fødte" i et afsnit af Friends). De er på en eller anden måde blevet mere nærværende at høre om og tale om, og jeg elsker også at dele ud af detaljer fra min egen fødsel. Så selvom jeg hverken er blevet bedt om, prikket til eller opfordret til noget, skal I nu få min fødselshistorie. Synes det er et passende tidspunkt nu hvor Ida er blevet 9 måneder og altså har været lige længe inde som ude. Om ikke andet så har jeg selv beretningen nedskrevet, og som det vist var Heidi fra Knæhøj karse, der skrev, så er det enhver kvindes ret at fortælle om sin fødsel igen og igen.

Den ret vil jeg benytte mig af nu, så det bliver et af de længere indlæg - så er du advaret.

Jeg havde fået stillet en terminsdato der hed den 4. juni 2009 og havde derefter fået stillet i udsigt, at jeg i hvert fald kom til at gå 6 dage over tid - det gør alle førstegangsfødende nemlig... Mod slutningen af maj måned havde jeg dagligt rigtig mange plukveer og lørdag den 30. maj var ingen undtagelse. Manden og jeg cyklede i Frederiksberg Centret, en tur på biblioteket og derefter på café og spise brunch. Her gik jeg på toilettet og anede noget, der kunne tolkes som tegnblødning, men jeg turde ikke rigtig tro på det, for det var jo laaang tid før min termin. Jeg nævnte dog lige for manden, at der måske var noget i gang og vi blev enige om at ringe til fødegangen, når vi kom hjem.

Da vi kom hjem satte vi os nede i gården for at nyde det gode vejr og nogle is. Mine plukveer fortsatte, men de var ikke slemme og jeg gad ikke rigtig at gå op til 5. sal. Nogle timer, nogle is og en masse hyggesnak med naboerne senere gik vi op. Jeg gad ikke at ringe til fødegangen, for var sikker på, at de enten ville sige til mig, at det ikke var noget eller, at de ville se mig for at kunne afkræfte, at jeg var i gang med noget, og så skulle jeg jo ned og op af ALLE trapperne igen. Men da min pletblødning kom igen tog jeg et bad og tog mig sammen og ringede derind. "Jamen det lyder da som om du er ved at gå i fødsel" lød den overraskende besked og recepten lød "tag du dig et par panodil og et glas rødvin og se om du kan sove lidt, og så ringer du bare igen, når der er 3-4 min. mellem veerne og så kommer du herind". "Jamen, hvad nu hvis det bare går i sig selv igen", spurgte jeg dumt, for der var jo ingen af mine tidligere plukveer, der var blevet til noget. Det mente den tålmodige jordemoder ikke ville ske, men hvis det gjorde så skulle jeg selvfølgelig bare vente med at ringe igen, min krop skulle nok gå i fødsel på et eller andet tidspunkt. Nå ja, hvis du mener det, tænkte jeg så. Og så blev der ellers taget tid på veernes kommen og gåen og det var der egentlig ikke rigtig noget regelmæssigt over. Manden spurgte forsigtigt på et tidspunkt, om jeg nu også mente det var det, for han havde da forestillet sig noget mere dramatisk. Tjaeh, jeg var egentlig selv lidt i tvivl, og ventede hele tiden på, at det stoppede igen. Synes i hvert fald at det var fjollet at pakke toilettasker, for så skulle vi jo bare pakke dem ud igen!

Omkring midnat blev vi enige om at gå i seng, og så skal jeg ellers lige love for, at jeg fik regelmæssige veer. Jeg nåede lige at lægge mig og så var der kun 2 min. mellem hver ve og de begyndte at gøre nas. "Nu vil jeg godt af sted!", lød det meget bestemt og af sted kom vi. Ned fra 5. (på en eller anden måde) og så med taxa til Frederiksberg Hospital. Her blev vi modtaget af en studerende og en assistent og fik besked om, at der var tilkaldt en jordemoder og hun ville være der snarest, de to der var på arbejde var nemlig optaget af andre fødsler. Hun ankom lidt over kl. 01 og kunne konstatere, at jeg var 6 cm åben og faktisk var ret langt i fødslen. "Så er det bare hårdt arbejde herfra" sagde hun og gjorde en fødestue klar. Jeg bad om lattergas og varmepude på lænden, hvilket jeg fik og nød - faktisk så meget, at jeg begyndte at smågrine lidt, hvilket også ses på billedet. Efter et par timers prusten og stønnen og en del kopper rød saftevand spurgte jeg jordemoderen, om der ikke snart skulle ske noget andet (var ret træt af de der veer for de gjorde bare nas, nas, nas, faktisk så nas, at jeg kastede op flere gange). Et par veer efter mærkede hun og jeg var da 9,5 cm åben. Herefter fik jeg et par veer, hvor jeg følte jeg var ved at vende vrangen ud på mig selv! (På dette tidspunkt kan jeg huske, at jeg tænkte "prøv nu at huske, hvor ondt det gør Mie, ellers gør du det garanteret igen, hvis du får chancen og så bliver du så træt af dig selv)

Og så fik jeg presseveer. Hold da op, hvor blev jeg skuffet. Jeg havde jo ladet mig fortælle, at når først presseveerne kom, så gjorde det ikke rigtig ondt mere - hø hø, med løg på. Det gjorde stadig sindsygt ondt, men så begyndte det bare at svi oven i hatten. Men 1-2-3-4 presseveer på 8 min. så lå der en baby på min mave kl. 5.15 pinsemorgen. De efterfølgende stik i låret og sting for neden føltes som om de tog resten af morgenen, og jeg fik vist også sneret af jordemoderen, om hun ikke godt gad stoppe med det der. Det gad hun sjovt nok ikke. Min tålmodighed var bare brugt op på det tidspunkt. Nu havde jeg jo født, så skulle alt det der gør ondt jo også holde op. Ville bare have lov at nyde, nyde og nyde min skønne lille datter på intet mindre end 3890 gram og 53 cm.

Sådan en erfaren linselus som mig, lader da ikke småting som veer og en fødsel stå i vejen for et lille smil til fotografen undervejs.


Da jordemoderen efterfølgende roste mig og sagde det havde været en "drømmefødsel", tænkte jeg, at hun var helt ude i hampen, for det jeg havde været med til føltes meget mere som et mareridt. Da jeg dagen efter fik besøg af min højgravide veninde havde jeg simpelthen så dårlig samvittighed over for hende og følte slet ikke jeg kunne se hende i øjnene, fordi jeg syntes jeg blev nødt til at pynte lidt på sandheden ift. hvordan det havde været at føde. Men efter et par dage eller mere og følelsen af at have ligget på den forkerte side af en galoperende hest havde lagt sig, begyndte jeg faktisk også at synes det havde været en fantastisk oplevelse. Jeg nåede faktisk at missunde min veninde den oplevelse hun skulle igennem 6 uger efter mig.

Heldigvis har vi kvinder en enten meget dårlig eller en meget selektiv hukommelse, hvad angår sådan en fødsel og mine egne tanker om, at "hvis jeg glemmer, hvor ondt det gør, så gør jeg det garanteret igen" har jeg jo nok ret i. Jeg skal gerne gøre det igen og igen, hvis chancen byder sig, for se lige resultatet af alle anstrengelserne.


9 kommentarer:

  1. Årh hvor dejligt. ja, jeg er jo også sådan som tuder over fødselsberetninger. Jeg er ret imponeret over dine smil under veerne. Det kunne jeg fandme ikke. Og den der måde du står på, og læner din ind over briksen. Det er vist den klassiske 'jeg er på vej i fødsel'

    SvarSlet
  2. Ja, når andre kvinder ser de der billeder, hvor jeg står ind over briksen er deres kommentarer også altid "av av" :-)

    SvarSlet
  3. Tak for beretningen. Selvom jeg ikke har født eller er gravid kan jeg nu også ret godt lide at læse dem! Hun er sørme dejlig din datter.
    Kh Anja

    SvarSlet
  4. Tak for beretningen, elsker også at høre om dem:-) Men helt sikkert en drømmefødsel:-)

    SvarSlet
  5. For en fin fødselshistorie. Jeg synes alltid det er spennende å høre og lese om andres fødsler. :o)

    Du har en nydelig datter. :o)

    Ønsker deg en riktig god helg!

    SvarSlet
  6. Tak fordi jeg måtte læse med omkring Idas fødsels. Det lyder til, at den gik godt :)
    Jeg er også en af dem som sluger fødselsberetningerne og div. fødsels- og nybagt-familie-programmer (Vores første barn og Mission baby) på tv. Selv svenske fødestue-programmer er jeg ikke for fin til at se ;) Og det er selvfølgelig altid i selskab med en klump i halsen og tårer ned af kinderne (ja, også da Rachel "fødte" sin Emma ;)

    Dejlige billeder fra jeres første tid sammen og tillykke med de 9 måneder.
    kh Mette

    SvarSlet
  7. Mie, jeg har forresten fundet (og bestilt ;) den koral-farvede body hos smaahjerter. De havde den vist i de fleste størrelser. Bare et tip, hvis du, som jeg, også er mere til bodyer end blusen mens de bruger ble.

    SvarSlet
  8. Anja; velbekomme. Jeg kunne nu også meget godt lide fødselssnak og ammestuehistorier før jeg selv blev gravid/fødte. Det ligger nok bare til vores køn :-)

    Rikke; Ja, jeg synes også nu (og især efter at have hørt så mange andre fødselshistorier), at det kan betegnes som en 'drømmefødsel'.

    Kirsebær; Tak skal du have. Vi er vist mange kvinder, der deler den samme passion for at høre om og tale om fødsler og hvad dertil hører.

    Mette; Velbekomme, nu har jeg jo også læst om din fødsel af Carla. Og tak for Holly-tippet, det må jeg lige tjekke ud - er helt klart også mest til body'er.

    SvarSlet
  9. Skøn blog du har dig-faldt over den ved en tilfældighed! ! Og mange gange tillykke!

    SvarSlet

Tak fordi du giver dig tid til at kommentere på mit indlæg, det sætter jeg stor pris på.

Husk at tilmelde dig email-servicen, hvis du vil have besked, når jeg eller andre også kommenterer på tråden.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...