søndag den 3. maj 2015

#Forældremobberi




I dag var der dyresamlekort-byttedag i Føtex og ligesom sidste år, tog Ida og jeg ned i den lokale af slagsen, for at se om vi kunne være heldige at få byttet os til nogle af dem vi mangler. Og som den social-media-mom jeg er, postede jeg ovenstående billede og beskrivelse af begivenheden på Instagram og delte det også på Facebook. Her fik jeg straks en kommentar om, at det da måtte være en joke. Helt ærligt! Hvorfor skulle det være en joke? Fordi jeg tilhører det segment af elitære forældre, der burde være hævet over den slags, eller hvad?

Der er i den offentlige debat for tiden blevet skabt en elitær og nedladende retorik om "de der forældre", der i den grad mangler perspektiv på tilværelsen for ikke at tale om deres store mangel på et livssyn, der rækker udover egen og egne børns næsetip - og som i øvrigt burde tage og tænke meget mere på ofrene i Nepal!

Det er min klare opfattelse, at den gruppe, der shamer gruppen af egocentrerede curlingforældre, er den gruppe, der fylder og larmer allermest i den offentlige debat (og i øvrigt sjældent siges i mod). For hvor er det let at blive enige om, at "de andre" er nogle idioter, og hvor er det let at følge flokken, pege fingre og skabe skyggemonstre, der for størstedelens vedkommende, kun findes i vores forargede snak om dem og i mediernes fremstilling af dem, fremfor i virkeligheden.

Slap nu af, for en type forældre, der går og dyrker den slags samleri for deres børn. 
Tænk at gå så meget op i sådan en lille gratis marketing-gimmick. 
Godt man som "vi" er solidt hævet over den slags banaliteter. 
Vi "suis Charlies" og har vores perspektiver i orden. 
Lær I nu hellere jeres børn at tale pænt til hinanden og opføre sig ordentligt... (ligesom vi gør!?)

Ja, den kommentar på min Facebook i formiddags var i den grad noget som provokerede mig (hvilket ellers ikke sker så tit) og som i min optik viser, hvor meget dette er vokset helt ud af proportioner. Og samtidig fik jeg faktisk mine egne tvivl om, hvorvidt jeg nu var ved at påføre Ida evig skade, ved at tage hende med til sådan en arrangement, hvor hun mødte andre børn (og deres forældre, der trods alt virkede forholdsvis rolige og velformulerede i dagens anledning), fik nogle kort og gav nogle væk og, værre endnu, fik både saftevand og kage til!

Vi fik ikke alle de kort vi manglede. Men vi fik nogle stykker. Til os selv og til Idas kusine, som hun har samlet og byttet kort med. Og så fik vi givet en masse væk, vi havde i overskud. Resten klarer vi os foruden, uden at klage til hverken Forbrugerrådet eller Dansk Supermarked. Jeg håber Ida vil huske det hele som et hyggeligt samleprojekt hun, jeg og hendes lidt større kusine havde sammen. Det vil jeg selv huske det som, men også ærgre mig over alt den polemik, der er opstået omkring det.

Jeg har altid været meget sikker på mig selv som forælder generelt. Jeg er et veluddannet og fornuftigt menneske og jeg tager de fleste ting oppe fra og ned, lader mig ikke styre af en overordnet agenda, men navigerer som regel efter egen mavefornemmelse, også når det gælder børneopdragelse. Men jeg kan godt forstå, hvis nogle synes det er svært og jeg kan specielt godt forstå, hvis man synes det er svært at navigere rundt i "de rigtige" forældreholdninger og standpunkter, når man risikerer at få sig et ordentlig dunk i hovedet, hvis man kom til at ytre sig en holdning fra "den forkerte" grøft. Og det provokerer mig helt vildt, at jeg selv kom til at tvivle på mine egne (ellers så stabile) holdninger og egenskaber som forælder på grund af en slags offentlig shaming over, at jeg samler på noget sammen med mit barn. (Vi samler faktisk også på andre ting end dyrekort, men det tror jeg bare vi holder for os selv indtil videre.)

Det minder for mig, mest af alt om en slags fælles forældremobning. Denne gang var det dyrekort, før det var det Frost-arrangementet. Nogle gange er det om ferier, sukkerpolitik, afleverings- og afhentningstidspunkter, udklædningstøj - ja hvad som helst, der involverer vores børn. Vi kan som forældre være meget hurtigt til at puste os op og tale ned til og dårligt om andre typer forældre end dem vi selv er eller helst gerne vil være. Det hører ingen steder hjemme og er så langt fra en god måde at lære vores børn om tolerance, mangfoldighed og god takt og tone i det hele taget, som noget kan være.

Jeg skal ikke gøre mig bedre end jeg er og påstå at jeg heller ikke selv falder i, for en gang imellem er det bare så fantastisk rart, at kunne hævde sig selv lidt på andres bekostning. Men hvor ville det klæde os alle sammen, om vi lige huskede lidt mere på forældresolidariteten fremfor at shame løs og dunke hinanden (og os selv) oven i hovedet hele tiden med alle de ting vi gør forkerte som forældre. Som Julia Lahme også skrev for lidt tid siden, så kan du som forældre aldrig nogensinde gøre noget rigtigt alligevel.

lørdag den 2. maj 2015

Idas første rokketand og andre hjerteskærende milepæle


Begejstringen og lykken ville ingen ende tage, da Ida en aften efter putning, kom glædesstrålende ind i stuen til os. Hendes ene tand var begyndt at rokke! Det var så kæmpestort for hende og hun måtte i ren iver og glædesrus løbe et par omgange rundt i stuen efter vi også havde konstateret, at ja, den rokker. 

I et par uger op til den lykkelige begivenhed havde Ida gået og haft en fake rokketand, foranlediget af, at tænderne på hendes jævnaldrende i børnehaven stille og roligt var begyndt at rasle ud. Og hun ville så gerne nå at tabe en tand, mens hun stadig gik i børnehave. Og faktisk endte hun med at tabe den i børnehaven, hvilket hun lykkeligt råbte ud til mig og det meste af nabolaget, inden jeg nærmest havde sat min cykel uden for lågen, den dag det var sket.










Og så måtte vi have Tandfeen sat i aktion. Hun sørgede for en rund 20 krone som beløning for tanden (hvilket åbenbart er den gældende markedsværdi for 1 styks mælketand i disse dage) og sørgede for at den ikke blev væk i Idas seng, ved at lægge den i lommen på sin Tandfe-hjælper-mus, der nu bor hos Ida og er klar til næste tand/mønt udveksling.



Pludselig er det hele bare gået så stærkt med Ida. Selv havde jeg gået og regnet med, at hun var en af dem, der først begyndte at tabe tænder en gang i slutningen af 1. klasse - for hun var jo så lang tid om at få sine mælketænder og jeg synes slet ikke hun er stor nok, til at få "voksen-tænder". Men jeg tror så også at Ida besidder så meget viljestyrke, at hvis hun har sat sig for, at ville noget, så skal hun nok også opnå det - også rokketænder.

Nu har hun så også haft sidste dag i børnehaven og fra på mandag skal hun gå i SFO ovre på skolen, hvor hun starter i 0. klasse til august. Noget vi alle har set og ser frem til med spændning og glæde, men som alligevel ramte mig som lidt af en hjertesorg, da jeg torsdag aften, efter Idas sidste børnehavedag, var inde og tjekke til Ida, der lå og sov. Faktisk så meget, at jeg gik grædende i seng, på sådan en lidt smådramatisk Maude-agtig vis. Nu har jeg det heldigvis ok med situationen igen, det blev bare lidt overvældende for en kort bemærkning. For det kan være så underligt at se på sit barn og mindes, de små bløde babytider og fjollede tumlinge de en gang var og savne det lille menneske, der for øjnene af en er vokset til et stort barn, et andet menneske, end den man selv kan huske og som de måske selv knapt erindrer. Jeg synes jeg husker den forgangne tid så tydeligt samtidig med, at jeg dårligt kan huske den. Tiden er fløjet af sted og det er fantastisk at være en del af den udvikling og identitetsdannelse ens børn gennemgår og som sætter ens eget liv og opvækst i et perspektiv, man aldrig før havde overvejet.


I torsdags lagde jeg dette billede på Facebook og skrev, at det nu var tid til SFO og skole for Ida, hvortil min gamle klasselærer fra folkeskolen kommenterede, at så var hun omtrent der, hvor jeg var, da hun mødte mig for første gang. Hvilket er ganske rigtigt og ganske svært at begribe.
Skal jeg så til at være en af de voksne? Det ved jeg ikke helt, om jeg synes jeg er klar til.
Ida er, efter egne udsagn, ganske klar til the next step - og rokketand nr. 2 er allerede ved at falde ud...

søndag den 19. april 2015

#Sprogblomster

Som alle andre børn får Ida og Eva en gang i mellem formuleret nogle fantastiske ting, der fortjener at blive gemt til eftertidens minder.

For Idas vedkommende er det sande sprogblomster, der bærer tydeligt præg af at blive stimuleret ikke bare fra os voksne, men også fra diverse tegnefilm med et noget mere teatralsk sprogbrug.



Der lyder derfor ikke sjældent sådanne sætninger fra Idas mund:

Vi må gøre alt, hvad der står i vores magt!

Morfar, du skal bare vide, at jeg er altså bekymret for om broen vil briste (da Ida kørte i bil med morfar over Storstrømsbroen)

Tak for mad, jeg fryser altså så meget, at jeg næppe kan bære min tallerken over...

Jeg ville sætte stor pris på, hvis vi var der nu (fra en småkøresyg Ida på bagsædet)

Jeg gik rundt med tasken på i byen, så de andre troede jeg var en rigtig skolepige. Men der tog de grundigt fejl! (da Ida fortalte mig i telefonen om sit skoletaske indkøb med mormor og morfar)

Og så er der det med ord-betydningerne. Den anden morgen tog jeg matchende undertøj på, hvortil Ida kommenterede; mor - dine underbukser og babser rimer!

Mor til en legekammerat i børnehaven: Har du været på Den Blå Planet Ida?
Ida (lettere forundret): Nej, jeg har faktisk kun været på den her planet.



For Evas vedkommende er det mere hendes verdensopfattelse, der kommer til udtryk i fantastiske guldkorn:

Mor, ved du hvorfor jeg øver mig i at fjolle? - Det er fordi, når jeg bliver voksen og bliver en ægte mor, så vil jeg være sådan en rigtig fjolle-mor!

Mormor: Har du lært at puste balloner op med næsen af ørelægen?
Eva: Nej, det kom bare pludselig ud af munden på mig
(Red.: Eva har været til ørelægen og skal forsøge at trykudligne noget væske i mellemøret vha. en ballondims man skal puste i med næsen)

Først kom Ida ud af din mave - og så kom jeg. Det er derfor jeg er sådan en sløv banan...

Det er mere end almindeligt sjovt, at høre hvordan børn (og især ens egne) eksperimenterer med ordene og hele tiden udvikler deres sprog. Jeg ville ønske jeg kunne huske mange flere af alle deres sprogblomster, men til at begynde med er disse i hvert fald blevet foreviget for eftertiden nu.

onsdag den 15. april 2015

#Mindful Malebog


Jeg er i sådan et in-between kreativt ståsted. Hvilket kan være et ret frustrerende sted at være for mig, da jeg har det absolut bedst med at have noget at tage mig til. At have noget til at holde mine hænder beskæftiget, mens mit hoved kobler fra til mere eller mindre intelligent passiv underholdning. 

Og lige nu går jeg og venter på nye materialer til mit næste større projekt (et nyt hæklet rombetæppe fyi) og for ikke at gå helt ud af mit utålmodige skind, holder jeg hænderne beskæftiget med mønsterfarvelægning i min Mindful Malebog.





Her skal der ikke tænkes for meget, blot farvelægges i lige de farver og på lige de mønstre man umiddelbart føler for. Det er en perfekt beskæftigelse til de tidspunkter, hvor man trænger til at tømme hovedet for tanker og i stedet bare lader sig flyde med rundt i de flotte mønstre.

tirsdag den 14. april 2015

Hårbørsten - anmeldelse og omtale



HH Simonsen's Wet brush børste - børsten alle taler om for tiden. Eller. Det er måske så meget sagt, men en del mennesker snakker en del om den, og nu gør jeg det også.

Siden jeg begyndte at bruge en Tangle Teezer udfiltrerende hårbørste både til mig selv og mine børn, har jeg svoret aldrig at vende tilbage til en almindelig hårbørste igen. Men jeg vender mig gerne til denne Wet Brush fra HH Simonsen. For den ligner måske nok en almindelig hårbørste, men ligesom Tangle Teezer er den særligt god til at udfiltrere håret skånsomt uden at rive og flå i den stakkels hårpragt. Det hedder en Wet Brush, fordi den skulle være ekstra god til at udrede vådt hår, men jeg synes næsten bedre om at bruge den i tørt hår. I hvert fald sammenlignet med Tangle Teezeren, der godt kan have en tendens til at gøre mit tørre hår ret livligt, når jeg reder det med den. Det gør Wet Brush'en slet ikke.

Børsten er en gave fra Billigvoks.dk.

onsdag den 8. april 2015

Leg med ler




Pigerne og jeg indledte vores påskedage på Falster med en ler-workshop hos min dygtige (og meget tålmodige) keramiker-kusine.

Det er både sjovt og frustrerende at kaste sig ud i at være kreativ med materialer, man slet ikke kender og jeg havde en del begynder-vanskeligheder, fordi mine første resultater slet ikke lignede de forventninger jeg havde oppe i hovedet, hvilket mit utålmodige sind ikke er særligt godt gearet til. Men da jeg havde surmulet lidt over det og fået både kaffe og kage indenbords, fik jeg alligevel lavet noget jeg synes godt om.

Ida havde det vist mest ligesom jeg og gik hurtigt ovenpå og legede med sin kusine i stedet. Eva kastede sig derimod frygtløst over leret og fik lavet en masse søde ting.





Det blev mest til lette, flade ophæng, der pimpet med perler og farvet snor, får et meget fint udtryk. Eva fik også lavet et par små vaser, der dog ikke nåede at blive helt færdige til vi skulle hjem. Det gjorde mit luftballons-dørskilt heller ikke, da jeg har planer om glasering og farver, der kræver lidt ekstra steps i færdiggørelsesprocessen.

mandag den 6. april 2015

Luftballon...



Vi har fået den mest fantastiske pynt op inde på børneværelset. En stor lyserød luftballon.

Inde hos Karrusella har vi solgt luftballonerne i lang tid efterhånden, og selvom jeg har syntes de var fine og pæne, har jeg aldrig været sådan falde-på-halen over dem. Lige indtil vi i slutningen af sidste år, fik at vide at vi fik dem til foråret i lyserød (og sort). Allerede ved blot at se billederne var jeg solgt og da vi endelig fik dem på lager og kunne pakke dem ud gik mit behov fra en i mellem-størrelsen til en stor, næsten med det samme. Ja, det er faktisk til at skamme sig over, så materialistisk fokuseret jeg kan blive, når jeg præsenteres for fantastisk fine ting. Nogle gange så meget, at jeg i perioder kan have svært ved at tænke på meget andet, end lige netop denne ting. Som fx en stor lyserød luftballon.

Og den er altså fantastisk fin og havde jeg ikke haft et par småpiger at pådutte den, var den kommet op at hænge i soveværelset. Men nu har jeg heldigvis et par flinke små piger, der kan lokkes med på de fleste af deres mors fikse lyserøde ideer og vi endte med at købe den med hjem som en slags fælles påskeæg til os alle 3. Jesper syntes vi (nok mest mig) var lidt fjollede, men måtte dog indrømme, at han godt kunne forstå, hvorfor vi syntes den var så flot, da han først så den oppe at hænge.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...